Sunday, July 15, 2007

Gravøl

Jeg medgiver at det ikke alene er en kende morbidt men også endnu et skridt på vejen til at ligne min mormor, de øvrige manifesteret ved længselsfulde blikke rettet mod rullemaskinen i vaskekælderen samt ubændig trang til the med frokosten, men jeg læser altså dødsannoncerne i avisen.

For det meste er det gamle mennesker der dør og begravelsesinformationen ledsages ofte af variationer over elsket og savnet og en bunke pårørende er skrevet på som afsendere. Det generer mig ikke synderligt, men jeg bider gerne mærke i fornavnene og funderer over hvilke der mon kommer de næste generationer til gavn, hvis jeg da ikke direkte morer mig over tidligere tiders navneskikke.

Jeg får et lille stik i hjertet over de notitser hvor eventuelle pårørende bliver bedt om at henvende sig til kommunen, og bliver også berørt af de voksne der dør med, må man formode, endnu ikke voksne børn, for slet ikke at tale om de gange der er et barn imellem de annoncerede. Men det der altid får det til at gibbe i mig med en særlig heftig omgang memento mori er når teenagere og unge voksne i tyverne skal bisættes. Jeg tænker altid at bare hun da nåede at elske og blev elsket lige tilbage eller gid han nåede at opleve kærligheden i al sin almindelighed.

Det er lidt fjollet for jeg kan ikke tillade mig at sætte kriterier for det gode liv på andres vegne, men det har været en lille hemmelig frygt jeg selv gik rundt med: Tænk hvis jeg aldrig skulle opleve den der gensidige kærlighed mellem voksne ligeværdige og fejlbarlige parter? Det er til lettelse, ro og dyb glæde at jeg kan stede den frygt til ro.

2 comments:

K said...

Kærlighed er overvurderet. Alt er smerte, også det.

Terse said...

Og alligevel er det det alting handler om; kærlighed eller mangel på samme.