Tro

Jeg troede jeg kunne psyke mig selv så meget til at komme hjem til en halvtom lejlighed, at det ikke ville gøre så ondt når det skete.

Jeg troede at det var en god ide at få et lift med min bror og svigerinde, så jeg ikke behøvede at sidde i bus fuld af fremmede og græde gennem Odsherred hvor vi har været så ofte.

Jeg troede det ville være sundt at tage hjem til min familie hvor vi alle var samlet, give det lidt tid og blive elsket for min egen skyld.

Men det jeg fik, var lov til at se var mine søskende med deres familier og alt det jeg ikke får med ham, nor any time soon. Det jeg fik, var 4 timer i en bil med to mennesker der delte kærlige blikke og talte sammen om deres fremtidsdrømme, noget som jeg ikke længere kan med nogen.

Og intet, intet kunne have forberedt mig på at træde ind i en lejlighed som ikke er hjem fordi han ikke er der. Intet mål af tanker kunne have forberedt mig på den smerte som sendte mig gulvet ved oplevelsen af en amputeret lejlighed. For tanker er bare tanker og virkeligheden er, at det jeg i virkeligheden har, er et amputeret liv.