Drug up, darling

Der findes 3 ting i verden der udløser the best drug in the world, i.e. kroppens endorfiner, og det er sex, dyb latter og motion. Eftersom muligheden for det første on a regular basis med en jeg godt kan lide, forsvandt først på ugen stod det også lidt sløvt til med udløsningsfaktor 2. Så var der ligesom kun tredie mulighed tilbage. Jeg savnede det jo sådan set også alligevel.

Så jeg er rendt en del i motionscenter denne uge. Først var det med det helt klare masochistiske fortsæt at kroppen skulle gøre ondt, sådan at der var en smule ækvivalens mellem indeni og udenpå. Jeg skal love for at min dårlige form efter ferie- og sygdomspause var behjælpelig med at bringe kroppens smertetilstand omkring; jeg troede simpelthen at min røv skulle falde af på et tidspunkt.

Det var også lidt nemmere at omgå søvnløsheden. Af ren og skær udmattelse faldt jeg i søvn midt i stormen der vekslede mellem opløst gråd og bittert raseri. For slet ikke at tale om at jeg bliver så psyko-sulten efter træning at jeg bare må knalde noget føde i bøtten. Siden det så vidt vides aldrig nogensinde ever har hjulpet på noget som helst at være træt og sulten, er det egentlig mærkværdigt at første uvilkårlige reaktioner på følelsesmæssig stress ofte er at tillægge sig funktionelle spiseforstyrrelser og insomni. Så fin bonus på træningen, dér.

Og inden man får set sig om er man blevet afhængig. Lige pludselig er endorfinrusen hurtigere opnået. Lige pludselig sidder man dér med et kemisk betinget, idiotisk lykkeligt grin om munden. Og effekten driver over, så man må afsted igen og have et fix mere. Og et mere. Og et mere... Det kan sgu være, at jeg ender med at være totalt stærk og cool når det her er drevet over. Det ville faktisk ikke være så dårligt for én gangs skyld.