Jeg kan ikke lide Aldi. Aldis hustandsomdelte reklamer er bare så kedelige. For slet ikke at tale om den klamme, hengemte lugt der altid er i Aldi. Nu vil jeg godt lige smide ind at jeg aldrig personligt mødt en tysker som jeg ikke brød mig om. Jeg har intet i mod hverken Tyskland eller tyskere (altså, bortset fra det med blitzkrieg, endlösung og Habermas. Jeg har et stort problem med Habermas). Jeg kan bare ikke lide Aldi. Det er lavpris på en nedern måde i alle henseender.
Jeg kan til gengæld godt lide Netto. Jeg ved godt at man skal komme i god tid inden kasseapperatet smækker i for at få mælk og grønt i posen. Og at der er meget kø ved kassen altid. Men der er bare noget ved Netto jeg holder af. Basissortimentet er iorden og spotvarene er tit god kvalitet til billig penge. Og reklamerne - jeg kan godt lide at der er et tema. Godt nok er det lidt søgt med slanke/helse tema den første uge af januar, men Matas gjorde det jo også. I denne uge er det foreksempel sejlertema. Jeg syntes det er så fint at blive mindet om at der er en målgruppe for den slags. Og at tænke sig at der garanteret er mange mennesker som ikke anede at de var målgruppe for den slags.
Egentlig er denne uges reklame ganske som den plejer. Lige indtil man kommer om på side 22. Næstsidste side, og næst-næstsidste side er gerne sådan lidt en kludehandel for de varer som ikke lige passer ind på de andre sider. Troligen er det da også en lidt sær sammenstilling: Slik, knækbrød og chokoladerosiner... Og hvad skuer mit øje? Et tysk produkt som fanger blikket: Party Rounds pumpernickel. 250 g, 6 dkk, ohne konservierungsstoffe. De kommer fra Delba Backbetrieb. Well, excuse me - er pumpernickel ikke bare rugbrød? På tysk?
Så er det så runde stykker rugbrød. Som man serverer til fest. Fordi de er runde og derfor mere festlige. I det hele taget: Fest - Rugbrød? Rugbrød - Fest?
...Det er dét der er galt med tyske produkter og dermed Aldi.
17 comments:
Jeg ser klart forbindelsen "Habermas" vs "Rugbrød - Fest"
- et udemærket sammendrag af en bestemt tysk selvbetydelig alvor.
Mmmh - Rainer Werner Fassbinder er i nøjagtig samme liga. ...Jeg ville ku' tilgive ham både 'Angst essen Seele auf' og HELE 'Alexanderplatz' hvis bare han havde det lidt sjovt.
Den svære balance er at tage noget alvorligt, uden partout at skulle tage alting alvorligt. Samtidig med at det er lidt for meget, så varmer det da mit læsehjerte at kunne tage til et land hvor bøger er virkelig vigtige endnu.
Så sandt, så sandt, men at tage noget alvorligt og behandle det humoristisk, er jo også en mulighed, ikke? Humor undergraver ikke partout alvor.
Og så tager de også bøger alvorligt i Frankrig. Og på Island faktisk. ...Men der er også meget mørkt oppe.
Alvor og humor har begge det problem at mange der betjener sig af det det ene eller det andet tror det er sådan en slags on/off switch for "værd at lave".
Jeg vil iøvrigt gætte på at tysk selvbetydelighed i det lange løb er at foretrække for fransk ditto. Den islandske har jeg ikke rigtig noget forhold til.
Alvor & Humor er adelsmærket for det der i virkeligheden er værd at lave - og idealer er godt at have at måle på.
Franskmændene har godt nok en tendens til at vælte selvbetydelighed over i det selvsmagende. Men de er nu sjovere.
Islændingene formår ikke at give køb på hverken eller. De ved godt at selvbetydeligheden grunder i voldsomme mindreværdkomplekser og kolonial fortid.
Jeg snakker ikke om at have det (alvor eller humor), men om at skilte med det. Hvis jeg må skifte kulturkreds og nævne Bob Dylan. Han brød igennem på folk-scenen som protestsanger, men var knapt kommet ind på scenen før han fik travlt med at komme af den igen. Han har brugt det meste af tiden fra 1965 til nu på at leve betegnelsen "protestsanger" ned. Han ville ikke være protestsanger - altså have emblemet "alvor". At han faktisk var det er en anden historie.
Aha... Du taler om at man kan være kastet (/castet?) ind i en rolle som er enten eller, mere eller mindre selvforskyldt, og om at være begrænset af det.
Jeg tænkte mere værkmæssigt funderet. "værd at lave" konnoterede kulturel produktion i artefaktafdelingen herovre.
Jeg er stadig ude i værket og ikke inde i hovedet på kunstneren. Fritidslæsere som mig har den luksus at kunne blive stående på den umiddelbar følelsesmæssig valør i værkerne og ikke så meget mere. Og der må jeg sige at den direkte valør "alvorligt" eller "humoristisk" keder mig.
Det er mere spændende når alvoren og humoren er tilstede fordi kunsteren bare er sådan, uden at gøre det til hovedsagen.
Men kunstneren 'er' jo ikke bare i forhold til sit værk, intentionaliteten er altid allerede tilstede.
Når det er sagt så har alt hvad der er renfærdigt humoristisk & alvorligt, netop ikke brug for at skilte med det. Men det forudsætter naturligvis et vist mål af elegance.
Har du en favorit indenfor elegant alvor?
Villy Sørensen!
Men jeg har en bred smag; Der er jo også altid Roland Barthes, Hans Magnus Enzensberger, Einar Már Gudmundsson (lyrikken) og Norman Davies.
Og så er der jo også passagerne:
"En delingsfører (...) forklarede, at drabet var sket under flugtforsøg (...)idet [den dræbte] havde set sit snit til at åbne en bildør og løbe afsted. (...) Den pågældende var i virkeligheden ramt af indskud i tindingen, og skuddet var gået ud gennem nakken (...) den sekretær i ministeriet, der behandlede sagen, var ikke overbevist om, at han var løbet baglæns."
Ditlev Tamm - Retsopgøret efter besættelsen, bind 1, s.177
Haha, den er god. Jeg noterer mig en påfaldende mangel på fiktionsforfattere (pånær altså din nr. 1). Skal man lægge noget i det?
(Nogen siger jo at fiktionen er slut og faglitteraturen er den nye prosa)
Nu var kriteriet jo alvor+humor+elegance. - og så er det lige groft nok at kalde Villy for fiktionsforfatter.
- Men egentlig har jeg har hverken tid, ro eller tålmod til skønlitteratur... Så det bliver vel naturligt den faglitteratur som fænger for sine litterære kvaliteter der læses udover den rene substanslæsning.
Heldigvis er der jo lyrikken til sanserne og det løse blik.
OK, jeg ved godt at tråden her allerede er for lang, men jeg kom lige i tanke om en post om emnet alvor og humor jeg lavede med Venedig-biennalen i baghovedet sidste år.
Interessant. Diskuterede problemstillingen i gode venners lag i går. Fik iøvrigt anbefalet Per Højholt og Ben Q. Holm på den hjemlige litterære scene som eksponenter for det du efterlyser.
Post a Comment