Min farfar var den sidste af mine bedsteforældre der døde. Jeg skal aldrig, aldrig, aldrig tilgive min far og hans søskende for den måde manden fik lov at dø på.
Han blev udskrevet til omsorg og kærlig pleje. Og alle ved hvad det betyder. Jeg tog hjem for at se ham. Han var kommet på plejehjem, blev holdt smertefri og var ved at dø. Han kunne ikke kende nogen. Jeg sad en hel eftermiddag og holdt ham i hånden. Det sidste han bad mig om, var ikke at gå. Jeg græd som pisket da jeg kørte hjem til mine forældre. Og jeg skældte min far hæder og ære fra for at lade ham ligge deroppe og dø alene. Jeg skreg til min far at han selv fik lov at dø på den måde som han lod sin egen far dø på, og om han ville ønske sig det?
Det eneste manden ville var at holde nogen i hånden. Min far har 4 søskende. De er 5 ialt. De skulle have siddet der og holdt ham i hånden, hver dag, hele dagen. De skulle have delt dagene imellem sig, de skulle have lavet en turnusordning, de skulle have bedt deres egne børn om at komme hjem til det. I stedet fik han lov til at dø alene.
Det tilgiver jeg dem aldrig.
No comments:
Post a Comment