Der er ingen der har været døde længe nok til at fortælle sådan rigtigt om det i levende live. Døden er en lukket dør som de levende intet ved hvad der sker bag, om noget. Men det afsjælede legeme, liget, den døde krop, bliver hos de levende.
Jeg har kun set 2 lig. Det første lig jeg så var min døde morfar. Han døde den 24. januar og jeg havde fysik i skolen den dag. Det var en torsdag og jeg så ham om fredagen. Min mor insisterede. Han havde åben mund og jeg rørte ham på kinden der var kold og voksagtig. Bisættelsen var om lørdagen. Han blev brændt og urnen nedsat på de ukendtes grav. Min mormors urne blev nedsat et andet sted efter samme devise.
Det andet lig jeg har set var min døde farmor. Hun døde dagen inden min første mundtlige eksamen på universitetet. Det var den 6. eller 7. juni. Hun var så fin som hun lå i kapellet. Var slet ikke rynket mere men havde ligpletter i ansigtet. Mine brødre og store fætre bar kisten til graven. Min døde farfar blev begravet sammesteds år senere.
Sådan er det i min familie. På min fars side bliver man begravet og på min mors side brændt. Og sådan vil mine forældre også selv have det. Men jeg kunne nu godt forestille mig at vi fik et urnegravsted til min mor. Hvem ved om man får brug for et sted at gå hen?
Min egen krop skal brændes når jeg er død. Egentlig er det lidt dumt, for jeg er overbevist om at den døde er ligeglad. Men i levende live kan jeg slet, slet, slet ikke håndtere tanken om klam, slimet forrådnelse og maddiker der spiser kødet. Så hellere støvet efter en ligbrænding. Selvom jeg også har efterretninger om den sødelig lugt af brændt kød, huden der smelter af benene, flammer der står ud af øjenhulerne og den efterfølgende knogleknusning.
No comments:
Post a Comment