Som barn blev jeg på et tidspunkt ramt af døden. Det var vel engang i før-skolealderen at jeg blev bevidst om døden. At mennesker dør og ikke ér mere. Uvist af hvilken grund blev jeg optaget af hvem i min nære familie der måtte dø, hvis een af os skulle. Jeg endte med at beslutte at det skulle være mig selv. Tankegangen var selvisk funderet: Jeg ville slet og ret ikke kunne leve uden nogen af mine søskende eller mine forældre. Og så blev jeg bange for at dø. Eller rettere: Jeg blev bange for at mærke mit eget hjerte holde op med at slå. Ikke i løbet af dagen, men om aftenen når jeg lå i min seng og skulle sove. Ulogisk nok også for at kunne mærke det i søvnen.
Så jeg udviklede en metode hvor jeg lå helt stille på maven med mine knyttede hænder på hoftebenene. Så mærkede jeg nemlig næsten ikke mit bankende hjertes slag. Så kunne jeg falde i søvn og sove roligt.
Med den voksnes langt mere sofistikerede indsigt i dødens uomgængelighed, er jeg egentlig imponeret over barnets måde at håndtere rædslen på. At acceptere døden, at gøre døden håndgribelig og at besværge den.
Selvom døden i dag er blevet mig en langt mere abstrakt størrelse og samtidig meget mere nærværende, ville jeg nogen gange ønske at jeg stadig kunne ligge på maven og falde i søvn med mine knyttede hænder på hoftebenene. Det kan jeg desværre ikke. Brysterne er i vejen.
2 comments:
Jeg kom til at tænke på om varmedunk og mørkerædsel også er i spil her?
(- derimod kan jeg ikke rigtig få plads til Cat Stevens...)
...Mine forældre kunne jo godt have gået der i førstfirserne og lyttet til Cat Stevens inde i stuen når ungerne var puttet i seng...
- Desværre kan jeg ikke huske dem sætte en plade på nogensinde, selvom de havde en stak liggende med Belafonte. - Kan ikke huske om jeg var kuldskær som barn, og mørkerædslen dukkede efter sigende op som 2½ årig.
Ærgeligt ærgeligt - det ville ellers have været så *neat*!
Post a Comment