Spildt mælk

I en 2 gange tre-værelses på Vesterbro har jeg fået ferie og nyder mørket. Jeg er alene hjemme og natten er min egen. Og jeg havde glemt hvor meget af et nattedyr jeg faktisk er. Hvor befordrende det er for eftertanken. For roen, accepten og mit behov for at kaste ting i sprog.

Det var en rebound. Jeg ved det godt. En afsindig mængde følelser krammet ind og komprimeret på 14 dage. Og fordi det var så sindssygt satte jeg det ind i den ramme jeg kender, parforholdet, selvom virkeligheden ikke kunne bære det. Selvom jeg godt kunne mærke at det var lidt off indimellem, og ikke helt rimeligt eller med den rette resonans. Bare fordi mønstre er trygge behøver de ikke at være hensigtsmæssige.

Jeg forsøgte at undgå det. Jeg troede at jeg havde regnet den ud. Jeg troede at når bare man siger det højt behøver man ikke falde i fælden. For da andre begyndte at synes det var på tide at jeg skubbede lidt til civilstanden, undslog jeg mig. Jeg sagde at det ikke nyttede noget fordi jeg bare ville kaste mig ukritisk i armene på den første mand der var bare lidt sød ved mig.

Og så gjorde jeg det alligevel. Fordi jeg havde brug for det stormende. For beundring. Berøring. Anerkendelse. Omsorg. Gåsehud. Sommerfugle i maven. At give slip. Blive holdt om, holdt fast. Blive set, høre en andens hjerte slå. Tale. Lytte. Lugte. Latter. Lys. Leg. Kys. Fryd. Elektricitet.

Det gjorde mig så godt. Og så holdt det op. Og jeg ringede til en veninde i går, fordi jeg var så træt af det føleri. Irriteret over ikke at have noget at have det i. Og hun forsikrede mig om at det værste var overstået. 72 timer siden det holdt op - så var der rundt regnet 48 timer til det er overstået. Og ja, det normaliserer sig igen, det liv. Og det er okay. Jeg fortryder det ikke. Vi havde åbenbart brug for at bruge hinanden. Og det gjorde vi i rigt og lige mål. Så. Det er okay.

Men jeg er ked af at det lige skulle være ham. For han var ikke den første mand. Og jeg var ikke ukritisk. Og han var ikke bare lidt sød ved mig. Han var den bedste mand. Fundamentalt. Jeg ville gerne have haft, at en anden havde været den rebound. Så jeg havde muligheden for at møde ham på ny, under andre omstændigheder, uden denne historie klæbende til kroppen. I det her normale liv.