Føj!

Fra barnsben er det blevet tampet ind i mig at dyr skal passes ordentligt. Det er umælende skabninger som skal behandles derefter. Det er også blevet mig understreget at selvom børn først bliver rigtige mennesker på den anden side af 150 centimeters højde, så kan de ikke selv gøre for det. Gang på gang er det ligeledes blevet mig pointeret at høflig optræden ikke koster noget. Derfor er venlig, velopdragen adfærd en selvfølge i omgang med alle mennesker.

Så jeg er god mod dyr, sød mod børn og temmelig dydig hvad angår gode manerer.

Men der er bare én slags mennesker jeg overhovedet ikke kan tage. Anorektikere. Jeg kan simpelthen ikke fordrage deres attitude. Den der ekstremt kontrollerede og kontrollerende, altid og evige forsvarsposition. Den hårde, selvgode arrogance. Den medlidende, nedladende bevågenhed overfor andres svagheder. Den nidkære opmærksomhed på hvad der spises. Jeg får en nærmest ubetvingelig trang til at smække dem en på skrinet, ruske dem, gribe dem i kravetøjet og råbe: "VÅGN OP! Du er jo GRIM! Dine knogler stikker ud, dine hænder er for store og det ser ud som om du har vand i hovedet!". Lige ind i ansigtet på dem.

Jeg er overbevist om at den fjendtlighed skinner igennem. Og jeg er ligeså overbevist om at de værste af dem fortæller sig selv at jeg bare er skinsyg. Hvilket kun pisser mig mere af. Gu fanden er jeg da ej. Hvordan skulle jeg dog kunne være jaloux på mennesker der er så svage at de ikke magter livet? Som kun magter kontrol over det lille, bitte område som er kroppen? Som nægter sig selv adgang til al den glæde og sansning som er hjemmehørende, tilhørende kroppen? Som i første og sidste instans er situ for alt?

Selvom jeg godt ved at de er angste, smertende mennesker, med syge sind og forkvaklede syn på deres mishandlede kroppe. Selvom jeg godt ved at det er en forfærdelig sygdom, at være så ulykkelig og magtesløs at det eneste man kan opponere mod og med er ens egen krop. Selvom jeg godt ved at nogen faktisk er så ramte at de dør af det. Så kan jeg simpelthen ikke tage den psykiske mekanisme der ophøjer den livsfornægtende praksis at sulte sig selv, til en art åndsaristokrati.

Jeg kan kun med nød og næppe afholde mig fra at tale om mad: min salig mormors fantastiske forlorne skilpadde, friskbagt brød med havrehalmsrøget ost, klar suppe med hjemmelavede melboller, nyopgravede kartofler m. dild & smør og skinke til, varm æblekage med creme fraiche, kærnemælkshorn m. perlesukker, røget ål og æggestand på godt rugbrød, mør oksefilet og god rødvin, friske asparges og fjordrejer. Jeg får lyst til at tvære flødeskumskager ud i synet på dem.

Jeg er et slet menneske. Et slet menneske.