Pinen og Plagen

Smerten og sorgen vender og drejer sig og manifesterer sig i nye lag og sammensætninger. De kommer og går uforudset, ubudt og ukontrolleret. De antager skikkelse af forskellig styrke og omfang.

Til hverdag kommer jeg hjem fra arbejde og er fuldstændig udmattet af konstant at dobbelttjekke mig selv og håndtere mine følelser så de ikke løber over og forstyrrer mit arbejde, eller forholdet til kollegaer. Men jeg forsøger at takke ja til alle invitationer, jeg forsøger at distrahere mig selv. Jeg skal spise brunch med veninder. Jeg skal passe nevøerne. Jeg skal i biffen med Niecebarnet og hendes mor. Jeg skal i teatret med en veninde. Jeg skal begynde at gå til kor.

Jeg værker fra haleben til kraniekant og har et nyt hold i ryggen, nakken, lænden cirka hver uge – jeg løber til kiropraktoren konstant, og hun siger at det er psykisk stress. Hun siger at jeg skal forsøge at sove godt og nok. Det hjælper på det med assistance fra håndkøbsmedicin.

Jeg har tabt over 17 kilo siden april sidste år. Det var mere end planlagt – særligt med tanke på at 7 af dem er tabt i løbet af de sidste 8 uger. Det er ikke sundt, og diætisten har gjort mig opmærksom på at hvis kroppen ikke får de nødvendige næringsstoffer, så falder produktionen af serotonin. Det hjælper i hvert fald ikke på noget. Så jeg forsøger at spise ordentligt. Få de nødvendige kalorier fra de rigtige fødevarer.

Jeg forsøger at give slip. Jeg har forsøgt at arrangere at de sidste hængepartier ordnes uden kontakt. Hvad er der mere at sige mellem min bitterhed og hans bedrag? Jeg kan ikke komme i tanke om noget som helst han kunne sige der ville lindre min pine. Jeg kan ikke komme i tanke om noget jeg kunne sige som ikke allerede er sagt - for meget, for voldsomt, for vredt, for ondskabsfuldt.

Jeg kan ikke udholde tanken om at se ham. Jeg ved ikke hvad der ville være værst at se i hans ansigt; Venlighed? Mildhed? Vrede? Tålmod? Ligegyldighed? Ynk? Glæde over at være fri for mig, for det, for os? At han har det godt? At han har det skidt? Manglen på interesse? Mangel på tilstedevær? Der er ingen grund til at føje spot til skade.

Jeg forsøger at bilde mig selv ind at det er for det bedste. Jeg forsøger at overtale mig selv til at følelsen af at det ikke var det værd er ægte. Jeg forsøger at liste alle svigt, alle svagheder, alle brudte løfter, al initiativløshed, al ansvarsfraskrivning, al uformåenhed. Og det hjælper ikke rigtigt. For jeg kender mig selv godt nok til også at huske at jeg mente, troede og var overbevist om at han var stærk og modig og ærlig og generøs. Og jeg tror det kom et sted fra.