På det jævne, på det jævne...

I går havde en mand havde taget sine undulater med i toget.

Onsdag havde vi hverken tasker eller store lommer, så strøgturen blev gennemført bærende på hhv. en svensknøgle og et umbraconøglesæt.

Tirsdag afsløredes en mildt intimiderende overordnet med små klynger af en 3-4 hår placeret i gittermønster over en ellers blank isse.

Mandag sås et lettere opkogt par i løbetøj gå og dele en bakke flødeboller midt på gaden.

Det er så skønt at der sker noget hele tiden.

Gå ikke over sporet

1. Jeg er sgu da helt ustyrligt ligeglad med hvad fanden der er galt.

2. Jeg er sgu da helt ustyrligt ligeglad med hvor fanden det er galt.

3. Fucking Lorte DSB

...

ad 1) Sporskifteproblemer

ad 2) Kragelund

ad 3) Denne ode er en perle for sin litterære kvalitet og fortsatte aktualitet tilsammans.

Rød 4-hjulstrækker, diesel Nissan

Jeg fik et lift hjem i aften. Af min veninde som netop havde hentet den nys- og førstindkøbte bil. Det var faktisk kun hendes anden køretur i den bil.

Og hold da op, hvor kom tøserne ud og køre bil. Første krise indtraf da ratlåsen skulle afmonteres. Anden da vi ikke sådan lige kunne finde ud af at slukke bilradioen. Det var lidt interessant at lave højre-venstrehånds afklaringen, og vi havde en lille snak om hvorvidt en gade kunne være ensrettet i begge retninger. Hvæseriet tiltog da vi diskuterede hvilken bane det var smartest at lægge sig i, og så fik jeg iøvrigt besked på at knappe i.

Men da hun undskyldte sin bilistiske usikkerhed og jeg beroligende sagde at hun bare skulle køre så hurtigt som hun følte sig tryg ved, reagerede hun ved prompte at træde på speederen.

Sanseindtryk

Intet er bedre end det elskede, nyvaskede niecebarns buttede arme om halsen på én.

... Heller ikke selvom man i et ubevogtet øjeblik får proppet oversavlede, halvtspiste madvarer såsom rosiner og/eller kiks i munden, og eventuelt i sekundet derefter får knaldet en rød plastikkop direkte ind på øjenbrynskraniekanten med så stor styrke, at man skriger af smerte.

Mørket er stof

Et år boede jeg sydlands. Alibiet var studentens og jeg lærte bunker af ting, selvom opmærksomheden mestendels var vendt andre steder hen end mod bøgerne. Da det kom dertil at opgaver skulle afleveres var det blevet så hedt at det var nærmest umuligt at koncentrere sig.

Jeg sad med mine bøger på terazzogulvet i det vinduesløse køkken, med ryggen op ad flisebelagte vægge foran den åbne køleskabsdør, og alligevel blev jeg forstyrret af sveddråbers irriterende løben på huden. Og af højrystede naboer og deres køkkentøjstummel. Af bilisternes dytten i de smalle stræder. Af kvidren og sang fra fugle i bur på altanerne. Af megafonerne på pick-upperne når der blev indsamlet metal og andet brugbart storskrald, solgt møbler eller vandmeloner. Af råbene fra hundeejere til kræene der blev luftet på den lille plads foran mine vinduer.

Så jeg endte med at arbejde om natten. I mørket med altandørene vidt åbne sad jeg i skrædderstilling på feltsengen med med bøger og papirer spredt ud omkring mig, og kunne endelig koncentrere mig om at skrive på en computer der ikke blev så varm at jeg var bange for at den brændte sammen. Og jeg opdagede at jeg ikke var den eneste med natteliv. Der var en ung knøs som henad midnat slog sig ned på bænken på pladsen med en ny pige næsten hver aften. Han talte sjældent ret meget med dem men aktiviteterne foregik dæmpet. Der var kattemjav og -kamp. Der var en motorcykels brøl og standsning ved 2-tiden. Der var én som spillede rigtig ringe guitar.

Men det bedste var den blide klassiske musik der blev spillet henad 4.30-tiden. På det tidspunkt var der blevet næsten helt stille og for det meste var jeg så opslugt at der gik lidt, før jeg opdagede at der faktisk var blevet spillet i en rum tid. Det var så nænsomt at blive trukket ind i virkeligheden på den måde.

Og så rejste jeg mig for at strække benene. Hentede vandmelon i køkkenet og gennemlæste siderne jeg havde fået skrevet. For det meste passede det med at gennemskrivningen og notaterne til næste etape var færdige når duerne begyndte at kurre i morgenlyset.

Balance scorecard

• Strategiens buzzwords er stadig: innovation, internationalisering, globalisering, smv og videndeling (uden fuge-s)
• Nye ord til vokabular: Kontrahere, facilitere, jussement
• Nogen chefer ser bare endnu mere onde ud i jeans
• Nogen fuldmægtige ser bare endnu mere akavede ud i jeans
• 5 ud af 9 ved lederbordet er kvinder (Yes Baby!)
  
• Minibarer raidet: 4
• Brandert: 1 (medium)
• Kuglepenne i tasken: 8
• Stiftblyanter i tasken: 2
• Håndklæder brugt: samtlige tilgængelige (5)
  
• Hotelsæber i tasken: 1
• Bolcher i tasken : 27
• Timer bonnet: 15

Memento mori

Åh ja - det kan jo også gøres meget behageligt: la petite mort

Død.5

Når døden indtræffer for nogen man elsker er den forfærdelig. Også når døden giver mening. For det er meningen at vi skal dø. Man skal dø når man bliver gammel. Det er trist og sørgeligt og forfærdeligt, men det er ikke tragisk. Sådan er reglerne.

Tragedien indtræffer når døden ikke giver mening. Børn skal ikke dø. Det skal deres forældre heller ikke. Det er ondt og uretfærdigt. Det er imod reglerne.

Folk man elsker må ikke dø før de er over 80. Basta.

Død.4

Der er ingen der har været døde længe nok til at fortælle sådan rigtigt om det i levende live. Døden er en lukket dør som de levende intet ved hvad der sker bag, om noget. Men det afsjælede legeme, liget, den døde krop, bliver hos de levende.

Jeg har kun set 2 lig. Det første lig jeg så var min døde morfar. Han døde den 24. januar og jeg havde fysik i skolen den dag. Det var en torsdag og jeg så ham om fredagen. Min mor insisterede. Han havde åben mund og jeg rørte ham på kinden der var kold og voksagtig. Bisættelsen var om lørdagen. Han blev brændt og urnen nedsat på de ukendtes grav. Min mormors urne blev nedsat et andet sted efter samme devise.

Det andet lig jeg har set var min døde farmor. Hun døde dagen inden min første mundtlige eksamen på universitetet. Det var den 6. eller 7. juni. Hun var så fin som hun lå i kapellet. Var slet ikke rynket mere men havde ligpletter i ansigtet. Mine brødre og store fætre bar kisten til graven. Min døde farfar blev begravet sammesteds år senere.

Sådan er det i min familie. På min fars side bliver man begravet og på min mors side brændt. Og sådan vil mine forældre også selv have det. Men jeg kunne nu godt forestille mig at vi fik et urnegravsted til min mor. Hvem ved om man får brug for et sted at gå hen?

Min egen krop skal brændes når jeg er død. Egentlig er det lidt dumt, for jeg er overbevist om at den døde er ligeglad. Men i levende live kan jeg slet, slet, slet ikke håndtere tanken om klam, slimet forrådnelse og maddiker der spiser kødet. Så hellere støvet efter en ligbrænding. Selvom jeg også har efterretninger om den sødelig lugt af brændt kød, huden der smelter af benene, flammer der står ud af øjenhulerne og den efterfølgende knogleknusning.

Død.3

Min farfar var den sidste af mine bedsteforældre der døde. Jeg skal aldrig, aldrig, aldrig tilgive min far og hans søskende for den måde manden fik lov at dø på.

Han blev udskrevet til omsorg og kærlig pleje. Og alle ved hvad det betyder. Jeg tog hjem for at se ham. Han var kommet på plejehjem, blev holdt smertefri og var ved at dø. Han kunne ikke kende nogen. Jeg sad en hel eftermiddag og holdt ham i hånden. Det sidste han bad mig om, var ikke at gå. Jeg græd som pisket da jeg kørte hjem til mine forældre. Og jeg skældte min far hæder og ære fra for at lade ham ligge deroppe og dø alene. Jeg skreg til min far at han selv fik lov at dø på den måde som han lod sin egen far dø på, og om han ville ønske sig det?

Det eneste manden ville var at holde nogen i hånden. Min far har 4 søskende. De er 5 ialt. De skulle have siddet der og holdt ham i hånden, hver dag, hele dagen. De skulle have delt dagene imellem sig, de skulle have lavet en turnusordning, de skulle have bedt deres egne børn om at komme hjem til det. I stedet fik han lov til at dø alene.

Det tilgiver jeg dem aldrig.

Død.2

I midten af 1800-tallet lå spædbørnsdødeligheden på 13%. Først i 1910'erne nåede procentsatsen under 10. I 1975 var det 1%. Helt præcist døde 746 små børn inden de var 12 måneder gamle.
I 1985 faldt det tal til 427, svarende til 0.8% af 53.749 levendefødte dét år.

Selvom fødselstallet var stigende og nåede 69.771 lyslevende babyer i 1995 faldt forbruget af små kister til 352. De nyeste afsluttede tal er fra 2004. Der angives en spædbørnsdødelighed på 0.4%. Det svarer til ca. 250-60 små børns død ud af 64.397 levendefødte, afhænging af DSTs afrunding. Det år døde der iøvrigt 180 drengebørn og 164 pigebørn under 4 år, ialt 344.

Pudsigt nok er det aldrig den slags oplysninger som henvises til, når talen falder på hvordan alting var så meget bedre i gamle dage.

Død

Som barn blev jeg på et tidspunkt ramt af døden. Det var vel engang i før-skolealderen at jeg blev bevidst om døden. At mennesker dør og ikke ér mere. Uvist af hvilken grund blev jeg optaget af hvem i min nære familie der måtte dø, hvis een af os skulle. Jeg endte med at beslutte at det skulle være mig selv. Tankegangen var selvisk funderet: Jeg ville slet og ret ikke kunne leve uden nogen af mine søskende eller mine forældre. Og så blev jeg bange for at dø. Eller rettere: Jeg blev bange for at mærke mit eget hjerte holde op med at slå. Ikke i løbet af dagen, men om aftenen når jeg lå i min seng og skulle sove. Ulogisk nok også for at kunne mærke det i søvnen.

Så jeg udviklede en metode hvor jeg lå helt stille på maven med mine knyttede hænder på hoftebenene. Så mærkede jeg nemlig næsten ikke mit bankende hjertes slag. Så kunne jeg falde i søvn og sove roligt.

Med den voksnes langt mere sofistikerede indsigt i dødens uomgængelighed, er jeg egentlig imponeret over barnets måde at håndtere rædslen på. At acceptere døden, at gøre døden håndgribelig og at besværge den.

Selvom døden i dag er blevet mig en langt mere abstrakt størrelse og samtidig meget mere nærværende, ville jeg nogen gange ønske at jeg stadig kunne ligge på maven og falde i søvn med mine knyttede hænder på hoftebenene. Det kan jeg desværre ikke. Brysterne er i vejen.

Ghost in the machine

3 timer til take-off. Suppen til forretten er klar til opvarmning m. fløde umiddelbart vi sætter os til bords, brødet til samme er i ovnen, oksefilétten er gjort klar til stegning og kartoflerne koger.

Jeg mangler at lave salaten, at lave feta/tomat blanding til kartoflerne som skal i ovnen mens stegen hviler, at gøre klar til dessertkagen der skal i ovnen efter kartoflerne. Og så det løse såsom rengøring, borddækning, bad og omklædning.

Summa sumarum: Jeg har lynende travlt, men jeg tager den med ro.

- Og så vælger musikmaskinen at strejke på bizar manér. Af uransagelige årsager vil den ikke spille en lang række cd'er. Efter testning af omtrent 25% af min beholdning kan jeg p.t. vælge at spille: Red Hot Chili Peppers: "Blood Sugar Sex Magik", Sinéad O'Connor: "Universal Mother", Kashmir: "Zitilites" og Stone Temple Pilots: "Core".

Af en eller anden grund føler jeg lis'som ikke at det vil være et særligt attraktivt eller passende soundtrack til et 10 personers middagsselskab. Scheisse!

Up-date: Vi kunne også få lov til at høre Beth Orton, Jeff Buckley og enkelte U2 cd'er. Lorte maskine.

T.O.

Jeg holder lækkerdag i dag.
- Er simpelthen lækker hele dagen i dag.

Take it away - it's your party!

Jeg kan ikke lide Aldi. Aldis hustandsomdelte reklamer er bare så kedelige. For slet ikke at tale om den klamme, hengemte lugt der altid er i Aldi. Nu vil jeg godt lige smide ind at jeg aldrig personligt mødt en tysker som jeg ikke brød mig om. Jeg har intet i mod hverken Tyskland eller tyskere (altså, bortset fra det med blitzkrieg, endlösung og Habermas. Jeg har et stort problem med Habermas). Jeg kan bare ikke lide Aldi. Det er lavpris på en nedern måde i alle henseender.
Jeg kan til gengæld godt lide Netto. Jeg ved godt at man skal komme i god tid inden kasseapperatet smækker i for at få mælk og grønt i posen. Og at der er meget kø ved kassen altid. Men der er bare noget ved Netto jeg holder af. Basissortimentet er iorden og spotvarene er tit god kvalitet til billig penge. Og reklamerne - jeg kan godt lide at der er et tema. Godt nok er det lidt søgt med slanke/helse tema den første uge af januar, men Matas gjorde det jo også. I denne uge er det foreksempel sejlertema. Jeg syntes det er så fint at blive mindet om at der er en målgruppe for den slags. Og at tænke sig at der garanteret er mange mennesker som ikke anede at de var målgruppe for den slags.

Egentlig er denne uges reklame ganske som den plejer. Lige indtil man kommer om på side 22. Næstsidste side, og næst-næstsidste side er gerne sådan lidt en kludehandel for de varer som ikke lige passer ind på de andre sider. Troligen er det da også en lidt sær sammenstilling: Slik, knækbrød og chokoladerosiner... Og hvad skuer mit øje? Et tysk produkt som fanger blikket: Party Rounds pumpernickel. 250 g, 6 dkk, ohne konservierungsstoffe. De kommer fra Delba Backbetrieb. Well, excuse me - er pumpernickel ikke bare rugbrød? På tysk?

Så er det så runde stykker rugbrød. Som man serverer til fest. Fordi de er runde og derfor mere festlige. I det hele taget: Fest - Rugbrød? Rugbrød - Fest?

...Det er dét der er galt med tyske produkter og dermed Aldi.

Man tager en potageske

Man tager om kyllingens ben i højre hånd, og med et godt greb om vingerne med venstre giver man den et smak! i hovedet ned i huggeblokken, så den er ligger stille når man hugger hovedet af.

Man holder den derefter til blodet er randt af og vingerne er holdt op med at slå. At lade en hovedløs høne rende rundt er noget svineri, for ikke at sige usmageligt og amatøragtigt. Selvom det nok alligevel er sket nu og da, til børnenes frydefulde gru og begejstring.

Derefter dyppes kadaveret i kogende vand og den plukkes. Der lægges et snit i det bløde område over gumpen, samt i den anden ende på halsens underside og inderne tages af. Tarme, æggeledere, mavesæk og lunger smides ud. Hjerte, lever og evt. udannede æg beholdes og rengøres, sammen med kråsen der skæres op og befries for småsten og madrester inden hinden rives af.

Slutteligt klippes vingespidser, hønsefødder og røvhullet af, kadaveret skylles godt igennem og kontrollesres for rester af indvolde (lungerne kan godt være svære at få med) inden halsen trækkes ud af huden og gennem hullet i toppen.

Et voila: kokkerér!

Stille med dørene

På dagen i dag er det vist passende at opremse ting man ikke er rigtig stolt af, men som man alligevel heller ikke synes at man helt kan gøre for:

• Jeg har en svaghed for Cat Stevens.
• Som i: der er ingen, ingen, coverversion der yder originalen fyldest. Overhovedet. Faktisk er det helligbrøde at genindspille.

• Jeg er mørkeræd.
• Som i: rigtig alvorligt meget. Kun årtiers jernhård kontrol, og min idé om den voksnes værdighed, forhindrer mig i at løbe rundt i et forrykt, hovedløst, totalt irrationelt angstanfald. Skrigende.

• Jeg sover med en varmedunk.
• Som i: jeg elsker min varmedunk. Jeg har selv købt den. Jeg har virkelig helt utrolig kolde fødder. Jeg kan faktisk vågne om natten fordi jeg fryser mine ankler. Altså, mest om vinteren.

God opførsel

Jeg gik og jeg gik og jeg gik, opfyldt af en irritabel, rasende, rastløs energi. I hæsblæsende fart med en voldsom trang til at ulule skingert med tungen mellem tænderne. Klynkende, flæbende småbørn skulle have en kindhest. Usoignerede, indolente teenagere skulle have et drag over nakken. Langsommelige, ildelugtende pensionister skulle have én på munden. Jeg kunne gå op af et bjerg.

Og jeg kommer hjem efter 2 timer rundt i København. Og læser lyrik fuld af ulykke, død og forrådnelse. Har kun lyst til at lytte til Trickys Pre-mellenium Tension. Udmattelsen sætter ind. Over anstrengelsen. Over at kontrollere den voldsomme og overvældende agression som er min, og ikke kommer andre ved i nogen form eller udladning.

Biblen og den blide kvinde

Alle kvinder der har været små piger engang, har Det lille hus på prærien et al. på listen over akter i det mentale læsearkiv. Det er en opbyggelig historie om nybyggerne på Amerikas vidstrakte prærier. En læselig pendent til drengenes vilde legen cowboyder og indianere. Så kunne man sidde stille og være en rigtig pige og læse om hvordan man ikke skulle være egenkærlig eller nyfigen. Og om at malke kvæg og sy sine egne kjoler. Og om at blive blind af skarlagensfeber og næsten sulte ihjel henover den lange vinter hvis man da ikke frøs ihjel.

Så kom tv-serien og dengang i 80'erne blev den slugt råt. I aften genså jeg et afsnit af Det lille hus på prærien. Hold da helt op hvor er der bare et bibelcitat til enhver lejlighed. Og den gode, blide, opofrende kvinde som er den perfekte moder og rigtignok håndterer den forfærdelige fru Olson på den helt rigtige måde. Og den gode, blide, kloge lærerinde som tilgiver Laura selvom hun faktisk snød med den stil der skulle læses op.

Det var til at kaste op over al den blide godhed og vi gjorde os sarkastisk lystige over den. ...Det er nok bare fordi jeg er træt, at jeg måtte knibe en lille tåre til sidst.

Tilfredshed

Jeg hader kun foråret en fraktion mindre end vinteren.
Vejret passer mig glimrende!