Jeg siger pas til turen. Bare fordi jeg har et tur-pas, betyder det ikke at jeg pinedød skal udnytte det til en grad så jeg får kvalme.
Hvis jeg går om bord accepterer jeg, at jeg ikke selv bestemmer hastigheden. Når jeg stiger på slipper jeg kontrollen. Jeg vælger at lægge min tid i andres hænder. Jeg kan sidde og skrige mig hæs og råbe jeg vil af, jeg vil af, jeg vil aaaaaf! Men der er ikke rigtig nogen der lytter og der er ihvertfald ingen der tager det alvorligt. Man skal jo bringes derud hvor man fortryder og gerne vil af igen. Sådan er reglerne.
Men denne her gang. Nej. Jeg melder pas. Jeg tager ikke turen igen. Jeg vil hellere gå og nyde at jeg har muligheden. Og måske vil jeg i virkeligheden også helst bare en tur i bådene. Eller Mariehønen. Eller det lille pariserhjul.
14 comments:
Fedt, Terse. Har været forbi flere gange, bange for du ikke ville tage udfordringen op!
Jeg ventede på arbejdsdags ophør. Og noget inspiration.
Og så ankom begge dele - lidt forskudt, dog.
Bedre sent end aldrig. Og et godt og pudsigt indlæg - så gennemført metaforisk at jeg ikke kan lade være med overføre det til mig selv. Men jeg siger vist ja tak og ja tak til adskillige ture lige i øjeblikket.
Så længe man husker at sige ja til en tur mere fordi man har lyst er det jo også helt fint, og deeeeejligt at du har det sådan!
Men nogen gange har jeg selv så rasende travlt med at udnytte den ubegrænsede mulighed, at jeg glemmer at mærke efter om jeg egentlig taget overhovedet har lyst til en tur mere.
Og så bliver jeg dårlig og får kvalme og kaster al den der candyfloss op - metaforisk, dog.
Kære Maria
En af de ting jeg siger pas til er for eksempel at udbrede min mening om dette eller hint uden at jeg er blevet bedt om den.
Mvh Terse
Som jeg også skrev i den mail jeg har sendt dig privat, er det et spørgsmål om konduite.
At dømme uden invitation i.f.t. mennesker man ikke har nogen forudgående relation til, er upassende - her såvel som i det fysiske rum med direkte kontakt.
Naturligvis takker jeg for roserne, og henviser en videre diskussion om bloggens muligheder til den private mail.
Du godeste! Hvad skete der lige der?
Mit bud er at Maria blev fornærmet. Og måske forvirret over forskellen mellem privat, personlig og offentlig. Men ihvertfald fornærmet.
At dømme uden at være inviteret. Tak fordi du satte ord på den fornemmelse, jeg står med, når nogen spør mig, eksempelvis: -Hvad skal du have til aftensmad? Jeg svarer måske: -Ovnbagt laks! Vedkommende "svarer" : -Jeg kan ikke li' fisk!
...og det har jeg jo lissom slet ikke spurgt om. Det var faktisk ham, der spurgte.
Kan det sammenlignes, eller vrøvler jeg?
Undskyld emneskiftet fra dit tur-pasindlæg :)
@Lupo: Jo, jeg tror godt det kan sammenlignes. Det lidt ligesom forskellen på at blive spurgt om hvad man synes om snittet på venindens nyindkøbte kjole - hvortil man kan svare "jeg synes den grønne du har, klæder dig bedre fordi...". Og så bare at smide sin mening på bordet om den der nye kjole selvom veninden slet ikke har bedt om den.
Jeg arbejder på at holde mig til det første :o)
Jaja. Jeg er sikker på der ikke er nogen der mente noget ondt. Hvis I virkelig skal være uvenner, må I gemme det til I mødes ude på cykelstierne.
@ maria: ok :)
@ terse: Det sidste du siger, er sikkert klogt... hehe :)
øjda.. nåhmenøhh, jegville bare sige at Terse, du gør klogt i at bare nyde dét at du har muligheden for at få en tur :)
Dejligt indlæg - og tak fordi du ville være med!
Åh ja... Det kunne godt være håndteret bedre. Med mere format.
Og jeg glæder mig til at få lyst til en tur mere, og til næste uges udfordring :o)
Post a Comment