Noget med noget

Jeg venter. Jeg venter på noget. En erkendelse. En aktion. En forandring. Et punktum. En deadline. Noget.

Og i mellemtiden, i mellemtiden er tiden bare i mellem. Den er min, men folk bliver ved med at invadere den. Instruktøren som pointedly fortæller mig at jeg skal "holde ved". Holde ved? Bare fordi sidste gang gik dårligt. Og som under seancen kaster sigende blikke i min retning, hvis han da ikke nidstirrer den formastelige, mens han fortæller om hvordan man skal trække vejret. Så hold dog op!

Jeg havde lyst til at tilkaste ham det samme onde, onde blik som den bilist der nær havde kørt mig ned i et fodgængerfelt. Men jeg passede mig selv. Jeg sagde ikke noget. Selvom jeg havde lyst til at fortælle ham at han skulle ophøre med at forsøge at presse sin ide om timen ned over min time. Hør! Mester, du kan henvise, anvise og lede i din retning, men du kan ikke, IKKE kontrollere eller styre om jeg følger den. Men jeg sagde ingenting og holdt hovedet lavt.

Jeg sagde heller ikke noget på arbejdet, da jeg gik rundt og ventede på at de beslutninger som ikke var mine at tage, skulle tages. Jeg havde set det. Jeg havde set det for længst. Den beslutning. Jeg var egentlig ikke utålmodig, men jeg ventede. Manglede stumperne før jeg kunne eksekvere. Vacuum. På hold. Afventende. Ikke tomhed, ikke stilhed før stormen - men bare venten. Og mellemtiden kunne ikke bruges godt nok.

Jeg venter på jeg ved ikke hvad. Og jeg hader overraskelser. De kommer altid så uventet.