NEEEEEEEEEEJ!!!!!!

Jeg er godt klar over at min eneste tilgængelige, praktiske respons - at ryste den lidt - ikke er den korrekte, når min computer klikker mystisk, brummer faretruende og fryser med sære intervaller. Så jeg lavede lade-som-ingenting stuntet og håbede på at det gik over. Jeg kan afsløre at det gjorde det ikke.

Nu får jeg lige pludselig blå skærm med tech-speak jeg ikke forstår og så beder den om en disk jeg ikke har og om at tjekke hardware installationer jeg ikke kender til.

Nu sidder jeg med en lynhurtigt arrangeret låne-bærbar til op omkring de 20.000 som jeg er rædselsslagen for at spilde på/trykke forkert på/give dårlig karma, og ryster af indestængte angsttårer og totalt raseri over at være så dum, mens jeg panisk gennemgår hvert evig eneste bekekendtskab jeg nogensinde har gjort i håbet om at komme i tanke om nogen der måske kender nogen der måske eventuelt kunne afhjælpe problemet.

For første gang nogensinde forbander jeg min omgangskreds ad helvede til for at være så pisse humanistisk. Og Eli, Laura og Nicolai - jeg sletter altså jeres numre nu for jeg ved virkelig ikke hvem I er.

Up-date kl. 23.31: Efter en dag i fuldstændig regres m. ompotning af stueplanter, brødbagning, rengøring, tøjvask og en hjemmestrikket drink af lige dele hyldeblomstsaft, danskvand & vodka (saften skulle godt nok have været blandet op i forholdet 1:4, men jeg trængte til noget der var lidt stærkt) begyndte jeg af støve mit netværk af - eller støve et op, velsagtens.
Og ikke alene har der vist sig nogle muligheder dér, men jeg fik også lige nogle historier fra det virkelige liv. Jeg kender nemlig folk som arbejder med udstødte mennesker. Som i seriøst udstødte mennesker. Med det perspektiv in mente har jeg valgt at jeg kun har et mindre problem. Jeg kan nemlig vælge - og mit problem kan løses.