At lære er at ville

I sin tid var der egentligt ikke noget valg om hvorvidt jeg skulle læse videre eller ej. Det lå ligesom i luften at en lang videregående uddannelse var eneste mulighed. Min familie forventede det, mine lærere forventede det, jeg forventede det.

At jeg startede på et humanistisk universitetsstudium lå egentlig også i kortene med mine dårlige tal i fysik, matematik og kemi. Jeg var i sin tid startet på den matematiske linie i ren og skær gru over prospektet ved at skulle sidde i en (næsten) ren pigeklasse som sproglig. Om jeg skulle sidde og kæmpe med matematik/fysik/kemi eller latin/fransk/tysk var hip som hap, så jeg fik min studentereksamen med beskæmmende ringe naturfaglige karakterer. Så den dør var ligesom lukket på forhånd, og i øvrigt kendte jeg nogen der læste humaniora.

At jeg startede på det fag som jeg gjorde, var en ren tilfældighed. Det var en bog jeg læste, som optog mig meget. Og så valgte jeg fag efter forfatterens fag. Ræsonnementet var så naivt som det kan blive for en uerfaren ungdom - sådan en bog ville jeg også skrive. Det var mest en dagdrøm, og temmelig fantasiforladt også, men egentlig et meget godt billede på hvad jeg troede at en uddannelse kunne og burde give, når man nu ikke ville være gymnasielærer; en bog - det er da til at tage og føle på. Så har man lavet noget, bygget noget håndgribeligt.

Min eneste egentlige ambition som udkrystalliseredes i løbet af det første semester, var at blive bachelor på normeret tid. Det blev jeg også, med hiv og sving og i dén grad så snert som det overhovedet kan blive. Ad lidt omveje endte jeg så senere på en overbygning henad det æstetiske. Det har varet lidt (for) længe efterhånden, og mine forældre ved stadig ikke hvad jeg egentlig læser. Vi siger bare at det er dansk og lader det være ved det. Jeg har for længst sluppet både min sorg og mit raseri over at de ikke kan forstå eller relatere til det.

Indenfor en overskuelig fremtid burde jeg blive færdig. Med et papir som jeg skal ud og argumentere for kvaliteterne af. Jeg er egentlig ikke urolig for ikke at få job som sådan, men jeg er lidt bekymret over ikke at vide hvad jeg drømmer om. Jeg har tumultariske forventninger og tågede forhåbninger. Det skal nu nok gå; jeg er også begavet med en evne til at være lykkelig i den forhåndenværende situation, og investeret med en tyrkertro på mit eget anlæg for at forandre den situation som jeg nu engang ikke kan være lykkelig med og i.

Men for nylig gik det op for mig, både af egen og andres drift, at jeg ville være blevet en dygtig jurist. Jeg elsker at nørkle med teknikaliteter, jeg er god til at sætte mig ind i store sagskomplekser, jeg kan lide tolkningen af regler, jeg tænker i konsekvenser, forklar-begrund-argumentér er mother's milk for mig, dybt i hjertet er jeg vist egentlig en værre pedantiker og jeg nærer ingen illusioner om at retfærdighed kan ydes med lovens bogstav. Jeg ville nok have slået mig voldsomt i tøjret og være blevet en lousy jurastuderende, men egentlig ville det nok have passet mig bedre. At få tømme i og rammer for min flyvske refleksion og sensibilitet med hard core pensum og deadlines.

Det er umiddelbart for sent nu, og det er kun med et lille stik af ærgelse at jeg lader det fare. For jeg ville ikke have kunnet vælge det. Jeg kendte ikke til jurister, jeg kendte ingen jurister og ville ikke være advokat. Hvordan skulle jeg dog kunne forestille mig at læse jura dengang? Jeg kan kun drømme så langt som erfaringerne rækker, der er grænser for hvad og hvordan jeg kan tænke.

Derfor vil jeg lære nyt. Derfor skal jeg opsøge det fremmede. Derfor må jeg forsøge at forstå.

Tilbyd mig noget jeg ikke selv kan se! Forklar mig noget jeg ikke kan forstå! Vis mig noget Andet! Også selvom jeg kvier mig og er skeptisk og prompte synes at afvise. Jeg skal bare lige vænne mig til tanken. Jeg er bare forsigtig fordi jeg er bange for det ukendte, utryg ved det jeg ikke har erfaring med og ræd for at fejle.

Men den største rædsel er dog ikke at vide at være lukket inde i boksen. Den største rædsel er blindhed overfor andre muligheder. Den største rædsel er ikke at kunne vælge til og fra. Den største rædsel er mangel på forestilling til at drømme noget andet.