Saturday, June 10, 2006

Føl på tværs

Der er en uhellig tendens til at føle helt vildt meget i tiden. Jeg kan ikke så godt tage det. Faktisk irriterer det mig grænseløst. Der er jo det med følelser, at de er en aldeles subjektiv oplevelse som ikke behøver kvalifikation for at være der. Man behøver ikke argumentere for hvorfor man føler som man gør. De er der jo bare, de der følelser. Alligevel forlanger folk tit at man skal forholde sig til det. Det gider jeg ikke. Jeg kan ikke gøre noget ved at nogen føler sig vrede, kede, glade, sårede, forvirrede, usikre, generte etc. etc.

For følelser foregår inde i mennesker. Det er en indre ting. Det er usigeligt privat og aldeles uigennemtrængeligt for udenforstående. Og alle andre mennesker er udenfor-stående. Og alligevel bedes man igen og igen om at kunne forholde sig til folks følelser. Jeg bliver skide sur for det er ansvarsforflygtende. Det er sgu da for helvede dine følelser, så tag dem dog på dig. Skub dem ikke op i mit ansigt, jeg kan ikke deale med dem. Jeg_kan_ikke_føle_dine_følelser!

Men:

- Hvis du er vred kan jeg måske høre hvorfor.
- Hvis du er ked kan jeg måske trøste dig.
- Hvis du er glad kan jeg måske dele din glæde.
- Hvis du er såret kan jeg måske lægge en forbinding.
- Hvis du er forvirret kan jeg måske opklare.
- Hvis du er usikker kan jeg måske bekræfte.
- Hvis du er genert kan jeg måske gøre dig tryg.

Forlang ikke det umulige. Føl i din egen tid. Vær i min.

2 comments:

Pernille said...

"Jeg kan ikke gøre noget ved at nogen føler sig vrede, kede, glade, sårede, forvirrede, usikre, generte etc. etc."

Nej, oftest kan man ikke gøre noget som helst ved, at andre føler, som de gør. Men 'at forholde sig til' og at 'gøre noget ved' er heller ikke på nogen måde det samme. Du kan efter bedste evne forsøge at RUMME andre menneskers følelser - det betyder ikke, du skal tage ansvaret for dem, for det kan/skal du ganske rigtigt ikke.
Har du aldrig selv brug for, at der bliver "taget ordentligt og konstruktivt imod" dine følelser? At andre rummer dig? Den følelse (!) må du da kende. Derfor undrer det mig, at du i den grad afviser andre. Men okay, nu kender jeg heller ikke baggrunden for din blogpost.

Derudover: Det er rigtigt, at følelser er dybt subjektive - men jeg mener alligevel, at det her kan være frugtbart at skelne mellem første-ordens-erfaringer og anden-ordens-erfaringer. Vi mennesker lever vel i nogen grad på en grundpræmis af ensomhed, fordi vi er alene med vores tanker og aldrig helt vil kunne udtrykke det hele i fuld forvisning om, at modparten hører nøjagtigt, hvad vi intenderer at sige. Alligevel har vi et stærkt fællesskab, som hviler på, at vores erfaringer heldigvis ikke altid er SÅ forskellige. Når en af dine venner er ked af det, meget glad, meget vred eller andet, kan du vel godt relatere til selve det at være ked, glad eller vred, selv om du ikke lever oppe mellem hans/hendes ører og ikke står i netop hans/hendes situation...?

Helt at afvise følelser synes jeg er en ubehagelig og mystisk tanke. Selvfølgelig må man somme tider sige fra. Og selvfølgelig bliver det somme tider alt for meget med andres følelser. Måske synes man ikke helt, der så er plads til én selv? Eller osse tricker den andens følelser noget i én selv, som man (uden helt at vide det) ikke er på det rene med og derfor helst ikke vil mindes om?

Men "for meget" ville "rendyrket fornuft" (som vel må være alternativet) vel osse blive?

Terse said...

@Lomme: Selvfølgelig har du ret - men fik du læst det 'men' der lister de ting jeg kan gøre?

- Det jeg langer ud efter er
1) Den implicitte tvangsidentifikation udsagnet "jeg føler ..." kalder på.
2) At dét udsagn ofte kalder på en kvalifikation af den følelse man udsiger.

Jeg bliver grænseløst irriteret over alle de underhåndsfordringer der ligger 'gemt' i selve sprogligørelsen "jeg føler..."

Det pisser mig af, fordi det er urimeligt, for ikke at sige umuligt, og bliver en skygge-kommunikation om det der foregår inde i mennesket, som aldrig kan blive mig fuldt ud til del. og heller ikke skal. Andre mennsker vil altid være og forblive fremmede i en eller anden grad, og det skal man acceptere og respektere.

Hvad de færreste overvejer er at "jeg føler..." faktisk skaber en unødvendig, uoverstigelig distance som anretter mere skade end gavn.

Jeg vil have det føleri ud af sproget og ind i subjektet hvor det retteligt hører hjemme, og reaktionen ind i sproget.

I.e.: "jeg er vred, ulykkelig, glad, irriteret, forvirret etc." fordi der følger en legitim kvalifikation i halen på det :"fordi sådan-og-sådan". Og fordi man legitimt kan bede om dén kvalifikation.

Som du kan se er jeg ikke imod at man sætter ord på sine følelser, det jeg plæderer for er en mere agtsom måde at omgåes det på.

...og så er jeg slet, slet ikke startet på den ufatteligt belastende tendens til at forvirre "jeg føler..." med "jeg mener..."!