Igennem flere år kørte jeg rutinemæssigt mellem Vesterbro og Østerbro. På cyklen tog det bare 20 minutter gennem byen og selvom Blegdamsvej aldrig har været den mest interessante strækning i København, blev jeg altid så glad når jeg nærmede mig.
For henne på Sankt Hans Torv ligger den bygning hvori Dansk Musiker Forbund har til huse. Og den bygning lagde facade til min absolutte yndlingsgrafitti. Henslængt som en eftertanke, skrevet i forbifarten, i formskrift uden falbelader, stod i en enkelt sort ubrudt spraydåsestreg elsk.
Mit hjerte gav sig altid i et lille veltilfredst suk. Bydeformen, enkelheden, ukunstletheden. Så atypisk den var. Et lille punctum i den hverdagslige dagligdag. At den var utagget. At den til stadighed fik lov at stå uantastet. Flere år tror jeg.
For den findes selvfølgelig ikke mere. Eller rettere, den findes vel stadig underneden alt det ligegyldige crap som utilpassede, talentløse unge tror det er sjovt at forpeste byrummet med. Og den rinder mig i hu hver gang jeg kommer forbi. Og jeg smiler hver gang. Og takker i mit stille sind det ukendte ophav for den huskeplet. elsk.
No comments:
Post a Comment