Jeg kan ikke iklæde mig gevandter som ikke er mine. Jeg kan ikke ikke være ærlig. Jeg kan til nød undlade at sige - og selv det er jeg dårlig til. Så jeg kom til at sige at jeg har gået til psykolog engang. Fordi det en integral del af en historie om min far som jeg tit fortæller for at illustrere hvorfra jeg kommer. Fra hvad jeg kommer. Hvor langt jeg er kommet. Og han var bare sød og omsorgsfuld da han så spurgte Men er du okay i dag?
Jeg ved ikke hvad det er. Men jeg ved at det ikke er sindssygt, stormende, hovedet under armen, voldsomt, vildt, uden forbehold og helt ude i hampen som sidst. Jeg ved at jeg smilede da jeg cyklede hjem. Jeg ved at jeg bryder mig om ham. Jeg ved at jeg ser frem til at tale med ham igen.
Så det er anden slags historie. Og det har jeg ret meget brug for. For jeg hjemsøges om natten af drømme om ting der kunne have været i det ulidelige land af hvis-hed. Med en døvstums gehør vælter mit ubevidste fantomfølelser ind over mig. I søvnen knitrer og tikker udslagene på håbefuldhedens geigertæller. Og jeg ved ikke hvordan jeg skal gardere mig mod den slags spøgelser. Jeg ved ikke hvordan jeg skal tøjle maren.
Så jeg sætter min lid til en anden slags historie. Jeg sætter min lid til for en gangs skyld at være forsigtig, stille og rolig. Jeg sætter min lid til at der ikke er noget forgjort ved at en potentiel romance tjener to formål, så længe det ene mål ikke helliger midlet. Jeg sætter min lid til mit manglende talent for uoprigtighed.
No comments:
Post a Comment