Arghbejde

Jeg er ikke bibliotekar. Hvis jeg havde villet være bibliotekar havde jeg ansøgt om optagelse på bibliotekskolen. Så havde jeg nok også været mere interesseret i organisering af dokumenter end jeg er. Desværre nærer ingen på min arbejdsplads den interesse heller, hvilket har afstedkommet en mildt sagt inkonsistent praksis for arkivering af dokumenter.

Og det har jeg så fået til opgave at råde bod på. I sidste uge var jeg sort af frustration indeni. For mage til mind-fucking-numbing arbejde har jeg ikke været udsat for siden jeg var student.

Jeg dobbelt- og krydstjekker kalendere halvandet år tilbage for bare at finde ud hvornår møderne er blevet holdt. Jeg støver rundt i mødeindkaldelser. Jeg går tiggergang hos deltagerne til de skide møder, for at de skal fiske deres rådne præsentationer og forbandede notater frem fra deres private desktops, drev og ind- og udbokse. Og så er jeg fandeme også nødt til at læse dagsordnerne og referaterne for at sikre at der ikke henvises til møder eller godkendes referater fra møder som ikke er i mit system.

I løbet af sidste uge overgik frustrationen til resignation der udviklede sig til en art zen med opgaven. Det er nok af et pillearbejde til at jeg ikke skal distraheres, men ikke en beskæftigelse der kræver så meget koncentration, at jeg ikke kan stoppe ipoddutter i ørerne og lytte til musik. Og selvom ingen siger tak eller rigtig værdsætter det, blev det jo heldigvis fredag.

Men det blev også mandag igen, og efter 10 stive timer med det i dag var jeg så grædefærdig af demotivation at det hele også bare kunne være fuldstændig ligegyldigt. Og jeg cyklede nedbøjet hjemad iklædt alt for varmt tøj. Og kastede opgivende morgenmad i indkøbskurven som en sølle substitut for aftensmad. Og bemærkede godt nok en afsindigt tiltrækkende mand i supermarkedet. Dog kiggede jeg ikke to gange eftersom jeg ikke engang havde gidet at tage cykelhjelmen af.

Men så stod han bagved mig oppe ved kassen, og da den indolente kasseekspedient kom til at indløse hans flaskebon på mit indkøb og jeg pludselig skyldte en afsindigt tiltrækkende mand 6 kroner, og han lo og smilende tog i mod mine 3 fedtede 2 kroner, kunne jeg ikke engang se ham i øjnene og smile tilbage.

Jeg skal simpelthen have et nyt arbejde.