Peter Pan syndrom

For ikke så længe siden, genså jeg en af min ungdoms elskede. Og det er længe, længe siden sidst. Og jeg blev så glad for det er jo ikke fordi jeg ikke holder af ham. Eller holder af mig selv som jeg var engang. Dengang. Og det var med næeh og ih og åh og hvad laver du nu? Og aldrig var jeg færdig med at tale om mig og klar til at lytte til ham førend han fortalte om sin dårlige ryg. Om sin dårlige ryg?!

Jeg sværger, jeg har ikke set ham i 5 - måske nærmere 6 - år. Og det første han vælger at fortælle mig om er sin dårlige ryg. Og jeg ved at han har været på de vilde vover. Jeg ved han har boet udenlands, bestredet spændende, internationale jobs, er kommet hjem igen, haft kærester op og ned, har købt ny lejlighed og og og. Og så vælger han at fortælle om sin dårlige ryg.

Men bevares. Det der fylder er det der er nærmest. Og det er jo ikke fordi jeg ikke selv har haft min gang hos kiropraktoren. Årene mærkes og tandlægeregningen bliver også kun større. Og vi drak rødvin og sludrede og lo. Og guderne skal vide at jeg aldrig har set smukkere mand. Smuk og maskulin og sjov og stjernebegavet.

Og på et tidspunkt sagde han Du ligner dig selv, du er helt som jeg husker dig. Og jeg blev helt paf. For jeg havde det jo præcis på samme måde. Han lignede sig selv. Selvfølgelig talte han først om sin dårlige ryg. Selvfølgelig var han stadig gudesmuk. Selvfølgelig fik han sine omgivelser til at le. Selvfølgelig var jeg dybt forelsket i ham engang. Dengang. Men jeg sagde da så meget, pænt i lige måde. For det var jo sandt. Det var jo det jeg mente.

Men for fanden da ikk'os. Efter 5 måske 6 år. Det er sgu da ingen kompliment. Ingen kompliment overhovedet. Og han ligner stadig sig selv fordi han mente det som sådan.