Syndernes forladelse

Jeg var i kirke skærtorsdag og fandt ro i ritualet og lyttede til en prædiken om nåde. Om Jesus der indstiftede nadveren med Judas forræderen siddende ved bordet. Om brødet der blev brudt og vinen der blev budt. Og jeg gik til alters med tanke på det fællesskab og den dybde der er i Jesu Kristi legeme og Jesu Kristi blod. Og jeg lod velsignelsen skylle over mig med inderlig fryd og dyb tilfredsstillelse.

Og det er så mærkeligt at kunne sit fadervor, sin trosbekendelse, alle svar og gensvar fra menigheden, Oh du guds lam og ikke rigtig ville være ved det. Ikke at ville bekende sig. At holde det diskret. Ikke at sige det højt. Og ikke være sikker på at mene det.

Den præst jeg har løst sognebånd til tager det ikke så højtideligt. At tro er også at vantro. Eller at vantro er også at tro. Jeg står og tripper ved de fyrretyve favne. Angst for at kaste mig ud. Angst for at lade være. Jeg har mig mistænkt for at komme til at stå her altid. I denne uro. I denne mangel på integritet. I denne higen, denne trang, denne længsel. Med korte intervaller af afklaret ro og uhøjtidelig inderlighed.

Og så er svaret jo alligevel givet. For i mellemtiden, i den oscillering, går jeg med jo med Herrens ansigt lysende over mig. Velsignet. Bevaret. Nådegivet.