Killing

Jeg ruller mig sammen som en killing. Bøjer hænderne indad. Lukker øjnene og synker ind i følelserne i maven og forsøger at udrede dem.

Hvad hører hvortil? Hvad er mit? Hvad er nyt? Hvad fødes af omstændigheder udover min egen sfære? Hvilke gamle sår er sprunget op? Hvad er tåbelig såret stolthed? Hvad kan jeg tilgive mig selv? Hvad kan jeg forlades? Hvilke vilkår omkring mig kan jeg ændre? Hvad kan løses? Hvad skal slippes? Hvad kan repareres? Skal noget smides ud? Går jeg forkert i verden? Siden jeg fortsat snubler og snubler og falder. Lærer jeg nok? Eller slår jeg mig bare grundløst?

Og jeg håber det er forbigående. Jeg håber jeg falder i søvn i processen. Jeg håber at jeg vågner glad igen.

Noget med noget

Jeg venter. Jeg venter på noget. En erkendelse. En aktion. En forandring. Et punktum. En deadline. Noget.

Og i mellemtiden, i mellemtiden er tiden bare i mellem. Den er min, men folk bliver ved med at invadere den. Instruktøren som pointedly fortæller mig at jeg skal "holde ved". Holde ved? Bare fordi sidste gang gik dårligt. Og som under seancen kaster sigende blikke i min retning, hvis han da ikke nidstirrer den formastelige, mens han fortæller om hvordan man skal trække vejret. Så hold dog op!

Jeg havde lyst til at tilkaste ham det samme onde, onde blik som den bilist der nær havde kørt mig ned i et fodgængerfelt. Men jeg passede mig selv. Jeg sagde ikke noget. Selvom jeg havde lyst til at fortælle ham at han skulle ophøre med at forsøge at presse sin ide om timen ned over min time. Hør! Mester, du kan henvise, anvise og lede i din retning, men du kan ikke, IKKE kontrollere eller styre om jeg følger den. Men jeg sagde ingenting og holdt hovedet lavt.

Jeg sagde heller ikke noget på arbejdet, da jeg gik rundt og ventede på at de beslutninger som ikke var mine at tage, skulle tages. Jeg havde set det. Jeg havde set det for længst. Den beslutning. Jeg var egentlig ikke utålmodig, men jeg ventede. Manglede stumperne før jeg kunne eksekvere. Vacuum. På hold. Afventende. Ikke tomhed, ikke stilhed før stormen - men bare venten. Og mellemtiden kunne ikke bruges godt nok.

Jeg venter på jeg ved ikke hvad. Og jeg hader overraskelser. De kommer altid så uventet.

Tur-pas

Jeg siger pas til turen. Bare fordi jeg har et tur-pas, betyder det ikke at jeg pinedød skal udnytte det til en grad så jeg får kvalme.

Hvis jeg går om bord accepterer jeg, at jeg ikke selv bestemmer hastigheden. Når jeg stiger på slipper jeg kontrollen. Jeg vælger at lægge min tid i andres hænder. Jeg kan sidde og skrige mig hæs og råbe jeg vil af, jeg vil af, jeg vil aaaaaf! Men der er ikke rigtig nogen der lytter og der er ihvertfald ingen der tager det alvorligt. Man skal jo bringes derud hvor man fortryder og gerne vil af igen. Sådan er reglerne.

Men denne her gang. Nej. Jeg melder pas. Jeg tager ikke turen igen. Jeg vil hellere gå og nyde at jeg har muligheden. Og måske vil jeg i virkeligheden også helst bare en tur i bådene. Eller Mariehønen. Eller det lille pariserhjul.

Søndag

Kom, trøster i trængsel! Kom, sansernes styrke,
mit hjertes behag!
Kom, vin, os at læske i angestens tørke
med himmelsk smag!
Så kan jeg til bønnen frimodig fremgå
og stedse mig skynde
i kærligheds brynde
al nåde at få.

3.vers af Kom, regn af det høje! lad jorden oplives, Salme 313

...varer ikke ved - men det er en hemmelighed

Jeg har lige grinet til Travis' cover af Britneys ...Baby One More Time. Vinduerne står på vid gab. Papirerne flyver mig om ørerne, mens jeg danser rundt med gulvskrubben. Under radioens snak og sange kan jeg høre bladenes whoosh. Jeg kan se den blå, blå himmel. Jeg er i rart hjemmetøj, ansigtet er rent uden kontor make-up, håret uredt og fugtigt. Jeg kan konstatere at mine potteplanter har det meget bedre nu hvor jeg ikke har tid at rende og vande dem hele tiden - og jeg spekulerer på om der er mere jeg næsten kvæler i misforstået omsorg? Men der er septemberblæst og septemberhimmel og septembersol og jeg er forbløffende tømmermandsfri på trods af gårsdags heftige ekspeditter og underboens alt, alt for tidlige, larmende lejlighedsrenovation.

Lad det være som det er. Lad det være som det er. Hvad vi ikke kan tilgive forsinker os. Og jeg er bare lykkelig i al sin almindelighed mellem nullermænd som næsten gør mig bange, vasketøj der skal ordnes, biografaftaler der skal holdes og opvask der har stået hele ugen.

Endelig!

Jeg ønsker mig derhen,
hvor jeg er.

Under himlen
der rømmer himlen,
septembers stjerneskud.

K. Bondebjerg: Jeg ønsker mig derhen fra Luften omkring dine læber

Frikadellen

Min ærede hr. Fader er af den formening at jeg vil brænde op i helvede for forbrydelser mod Frikadellen. Denne ædle nationalspises ingredienser må tilsyneladende ikke være andet end svinefars, løg, æg, salt og peber og variationer af tilsnittet mel/havregryn/rasp og vand/mælk/fløde/danskvand.

Min brøde går i al sin enkelhed på at jeg ikke alene har tendens til, men faktisk ikke kan afholde mig fra, at forurene Frikadellen med hvidløg, chili, rød peber, rosmarin, sennep, lime, honning, persille, feta, karry, dild og alskens dårligdom. Lige bortset fra den med persille/sennep/honning nægter han at spise Frikadellen når jeg har haft fingrene i farsen. I forsvaret for at spise lige præcis den Forbrydelse mod Frikadellen argumenterer han for, at det ikke er krydderier som sådan og at persillen jo er hjemmehørende disse himmelstrøg.

Sjovt nok er jeg ligeglad. Særligt når det småtspisende, knap 3-årige niecebarn glad spiser op. Og uden at kny spiser både mere broccoli og adskillige kartofler for at få 2 mere af dem med rosmarin og hvidløg.

Kan du noget, vil du noget, eller spilder du min tid?!

Nummeret de har kaldt er hverken optaget eller i uorden. Til gengæld vil indehaveren ikke makke i mere bøvl og skrammel, hvorfor alle opkald bliver screenet. De har nu følgende valgmuligheder:

• Tryk 1 for praktiske forespørgsler [Nej, jeg arbejder!]
• Tryk 2 for hypotetiske scenarier [Det er for fucking billigt, find ud af det!]
• Tryk 3 for problemer [Løs dem selv. Damn it!]
• Tryk 4 for personlig betjening [Jeg river armen af dig og tæver dig med den våde ende]

Ting der skræmmer mig

• Når der er en der fløjter "Tag mig med til Joanna" i mellemgangen hvor det runger, fordi det runger. Og jeg ikke kan se hvem det er.
• Når jeg drømmer at spændet falder af min næsten læder sommertaske.
• Når folk jeg ikke kender taler til mig gennem toiletdøren.
• Pocheret æg med ananas og karrycreme samt stegt persille.

Nihola - I hate you!

Jeg kan ingenlunde mønstre det samme velartikulerede had som mesteren. Men jeg begynder at forstå dig, Cyclone.

Harmen var voldsom og pulsen høj, da en satan på en nihola valgte at stoppe uden varsel på Østerbrogades cykelsti (indadgående retning) lige efter et lyskryds der netop var skiftet fra rød til grøn. Alle ved, eller kan tænke sig til, at lyskrydsskift i myldretiden almindeligvis afstedkommer flaskehalsproblemer. Og var det en nødsituation? Næeh nej, idioten stoppede for at foretage et opkald. Ikke engang besvare, men foretage et opkald.

Det værste er, at spaden kunne være kørt 25 meter længere frem og drejet ind til højre, og haft en rolig plet at ringe fra, uden at være til gene og/eller fare for andre cykelister. Jeg er stolt over at jeg halvhøjt fik råbt "Det der er ikke smart!" ind i hovedet på synderen. Ærgrer mig dog over at jeg ikke fik tæsket et par eder og forbandelser ind over også.

Det søde med det sure

Når noget ikke går så godt, hjælper det enormt meget at genfinde gårsdags indkøbte og derpå glemte Chokofant.

Det er faktisk at betragte som universets lille trøst og opmuntring: Det skal nok gå, min pige.

Konfrontation

Jeg bryder mig ikke særligt om at se på mig selv i spejlene når jeg holdtræner. Det er ingen fornøjelse. Og det bringer mig direkte tilbage til tiden da jeg gik på efterskole. Det var principielt en skole der lagde lige vægt på idrætslige, praktiske og boglige fag. I realiteten var lærerne store på det idrætslige. Så man endte med hovedvægten der nærmest uden selv at lægge mærke til det. Jeg havde 12 timers idræt og gymnastik om ugen, foruden de timer der foregik om aftenen.

Jeg var glad for det. Særligt gymnastikken kunne jeg lide. Eller jeg blev glad for det. Det var egentlig så befriende med ordenen på det. For det første havde de tvære teenagerne ingen mulighed for at gemme deres kropslige usikkerhed og mindreværdskomplekser væk i løs påklædning - kroppen skulle nu engang stoppes ned i stramt gymnastiktøj. For det andet var der ingen diskussion om hierakiet - de dygtigste fik fløjpladserne og så blev resten fordelt bagud med de dårligste bagerst. Jeg stod for det meste i anden bagerste række.

Efter jul begyndte vi at træne foran spejle - og så var det jeg begyndte at forstå hvorfor jeg stod næsten bagerst. Min kropsfornemmelse var bare ikke noget at skrive hjem om. Når jeg troede at jeg præcist kopierede vores lærers strakte arme, var mine bøjede. Alt det jeg troede jeg gjorde korrekt så bare ud ad helvede til. Og for det tilfælde at mine arme var præcist placeret, var min fodstilling forkert. Min kropslige koordinationsevne var bare så ringe.

Jeg havde luret at min kropshukommelse var nærmest ikke-eksisterende. Det var et slid der affødte gråd og tænders gnidsel at lære serierne. Mismodet var overhængende når de andre gik i bad og jeg måtte bede en veninde om at løbe det hele igennem med mig igen L A N G S O M T. Jeg omfattede vores gymnastiklærer med absolut had, når hun ændrede rækkefølgerne i serierne midt i det hele.

Og så kom spejlene til. Hold kæft hvor jeg tudede. Og så blev jeg rasende. Og så startede hele turen igen med at låne musikkene af læreren og bede de dygtige veninder om at blive et kvarter ekstra, eller bruge en mellemtime, sammen med mig så jeg kunne få det lært. Jeg er enormt glad for at det kunne betale sig - for jeg endte oppe i andenforreste række. Og jeg tror nok at vores gymnastiklærer var så hard-core at det ikke var en belønning for indsatsen som sådan. Og så blev jeg glad for det. Og stolt ved det.

Når jeg i dag ser mig i spejlene under træningen ser jeg mig som jeg er. Langlemmet, kejtet, upræcis. Ude af takt med musikken - ikke overhængende meget, men det øjeblik det tager mig at kigge ned, op og ud for at kontrollere om nu mine arme og ben gør som det er meningen.

Det er sjældent rart at blive konfronteret med. Jeg kan blive så ked af det og tænke at det er vildt uretfærdigt at jeg er så dårlig til det, når nu de andre er så cool. Og så lige pludselig passer det alligevel. Så passer mine trin med de 8 man skal tælle til. Så kan jeg høre musikken passe til mine bevægelser. Og jeg kan se at min holdning er rigtig, ligesom instruktørens. Jeg kan mærke trækket i kroppen der hvor hun siger det skal være. Og så bliver jeg glad igen. Altså, lige indtil der kommer noget nyt på tapetet.

Det kommer aldrig til at falde mig naturligt. Jeg har intet talent. Jeg er langsom. Jeg skal have det ind med ske. Jeg skal arbejde mig igennem bunker af mismod. Jeg skal løbe panden mod en mur utallige gange. Jeg skal bide tænderne sammen. Jeg skal se mig selv være dårlig til det, så jeg ikke kan bilde mig ind at det er okay som det er.

Yndlingsaversioner #2

En af de ting som pludselig bliver umådeligt nærværende når man bestrider et fuldtidsjob er kantinen. Og kantinemad er bare per definition ikke spændende. Sagen er at det skal være nærende og mættende og billigt. Det kan jeg rent faktisk godt håndtere. Det må også være sin sag at sørge for salatbar, smørrebrød, sandwich og frokostret og en dagens ret til 500+ mennesker. Så jeg kan rent faktisk godt tilgive de rutinemæssige fejl, selvom det er mig en gåde hvordan fisken, alle fisk, som udgangspunkt bliver sej og der bare aldrig, aldrig, aldrig er hverken salt eller peber nok i maden og pastaen altid er splattet væk til udkogt uigenkendelighed.

Men hvad helvede er der med pyntegarnituren? Ligegyldigt hvad der bliver serveret som dagens ret skal der partout sjaskes en kvist persille ovenpå. Og det giver aldrig mening. Aldrig! Spaghetti og kødsovs, persille. Stegt brude m. linser, persille. Wienershnitzel m. kartofler, persille. Frikadeller m. tzatiki, persille. Kalkunkarry m. ris, persille. Selv for den off chance at dild er stand in for den evindelige persille, giver det heller ikke mening; kylling i tomat m. citrondampet pasta, dild. Det værste er når persillen bliver friteret. Hvad_skulle_det_hjælpe? Godt så, nu er persillen klam, fedtet og meningsløs, i modsætning til bare klam og meningsløs - what a treat!

Nej! det ser ikke mere appetitligt ud. Vi ved godt allesammen at dagens ret er varm og at det oftest er det bedste at sige om den! Så hold dog op med den pyntegarniture! Og NEJ, det hjælper ikke at dagens frugt er gratis og at der står tandstikkere på bordene. Overhovedet!

Fagre voksne verden

• Det er sjovt at noget så kedeligt som en globaliseringsstrategi pludselig bliver interessant selvom der er mange tal i.

• Det er pudsigt hvordan forkortelser som MRS, CRM og IKR begynder at give mening.

• Det er mærkeligt rent faktisk at skulle forholde sig til indholdet af ord som innovation, hot spots, clusters og match making. På dansk.

• Det er mystisk lede efter nøglen til pulterkammeret hvor hedengangne fysiktimers indhold blev moslet ind, i sikker forvisning om at jeg aldrig ville få brug for at bare forsøge at forstå princippet ved photonics og nanotech.

Lad tiden gå

Jeg har ryddet ud. Jeg har rationaliseret mig frem til en slags ro. Jeg har holdt mig travl. Jeg har forsat dagligdagen. Jeg har flyttet det hen til generaliseret, småfilosoferende snak om tilværelsens almindelige udfordringer. Jeg har været igennem det fra ende til anden så loyalt som jeg kunne. Jeg har glædet mig over og til en pludseligt opstået mulighed for at afprøve en anden slags drøm. Jeg har opvejet ulemperne og brugt tid på at eksponere dem uden bitterhed. Jeg har forsøgt ikke at begå de samme fejl som jeg har gjort før.

Og alligevel. Så alligevel har jeg ikke ryddet godt nok op. Af al rationalisering, intellektualisering, bearbejdning og forståelse jeg kan mønstre. Af alle tricks og tips jeg kan applikere. Af alle andre drømme. Af al tidligere dyrekøbt erfaring og denne gang ikke begåede fejl. Af alt det skal der kun et lille-bitte, for uger siden begået, sjuskeri til at bringe fraværet op igen.

Fraværet af den anerkendelse, den genkendelse, de øjne, den latter, de hænder, de arme, den favn, den krop, den glæde, de bevægelser, den profil, den mund, de kærtegn, den stemme, de værdier, den varme, den duft, de drømme, den hud.

Det må godt blive i morgen nu. Og i næste uge. Og helst oktober snart.

Det må være Ingrid Marie

De bedste æbler
smager på samme tid
af juli og oktober.

Tager du en bid,
kommer et efterår
drivende
ad sommerens veje,
skygger af skyer
gennem kornet.

K. Bondebjerg: De bedste æbler fra Luften omkring dine læber

Drug up, darling

Der findes 3 ting i verden der udløser the best drug in the world, i.e. kroppens endorfiner, og det er sex, dyb latter og motion. Eftersom muligheden for det første on a regular basis med en jeg godt kan lide, forsvandt først på ugen stod det også lidt sløvt til med udløsningsfaktor 2. Så var der ligesom kun tredie mulighed tilbage. Jeg savnede det jo sådan set også alligevel.

Så jeg er rendt en del i motionscenter denne uge. Først var det med det helt klare masochistiske fortsæt at kroppen skulle gøre ondt, sådan at der var en smule ækvivalens mellem indeni og udenpå. Jeg skal love for at min dårlige form efter ferie- og sygdomspause var behjælpelig med at bringe kroppens smertetilstand omkring; jeg troede simpelthen at min røv skulle falde af på et tidspunkt.

Det var også lidt nemmere at omgå søvnløsheden. Af ren og skær udmattelse faldt jeg i søvn midt i stormen der vekslede mellem opløst gråd og bittert raseri. For slet ikke at tale om at jeg bliver så psyko-sulten efter træning at jeg bare må knalde noget føde i bøtten. Siden det så vidt vides aldrig nogensinde ever har hjulpet på noget som helst at være træt og sulten, er det egentlig mærkværdigt at første uvilkårlige reaktioner på følelsesmæssig stress ofte er at tillægge sig funktionelle spiseforstyrrelser og insomni. Så fin bonus på træningen, dér.

Og inden man får set sig om er man blevet afhængig. Lige pludselig er endorfinrusen hurtigere opnået. Lige pludselig sidder man dér med et kemisk betinget, idiotisk lykkeligt grin om munden. Og effekten driver over, så man må afsted igen og have et fix mere. Og et mere. Og et mere... Det kan sgu være, at jeg ender med at være totalt stærk og cool når det her er drevet over. Det ville faktisk ikke være så dårligt for én gangs skyld.