Tavle

Jeg har efterhånden fået skrevet så meget op at jeg har mistet overblikket. Min tavle er blevet et ulæseligt sammensurium af ting jeg skal huske, ting jeg skal lære, ting jeg skal tage mig af, ting jeg burde, ting jeg gerne vil, ting der er sket. Det rider mig som en mare og forstyrrer min nattesøvn, hvilket ikke er befordrende for noget overhovedet.

Jeg kan ikke bare viske tavlen ren. Der er ingen grund til at smide adskillige babyer ud med badevandet. Det ville jeg også blive ked af. Selvom det ikke huer mig, må jeg vist bare slippe trangen til overblikket. Holde op med at blive ved med at træde et skridt tilbage i forsøget.

Jeg må i stedet træde nærmere, så jeg rent faktisk kan læse de krusseduller derovre til venstre, midt for. Læse det og tage en beslutning. Skal det læres? Skal det huskes? Skal det gøres? Skal det deales med? Og når jeg har gjort det, kan jeg viske det ud. Den ting, ordentligt. Og tage fat på det næste ved siden af, og efter den den næste.

Når man mister overblikket, kan det nogen gange godt betale sig at gå i detaljen. For der er vel ingen der tror på at man bare kan viske tavlen ren. Sådan swisj swusj. Som om det ikke med karkludens fugtighed lagde sig som en sløret hinde over tavlen igen. Som om det ikke hang ved som kridtstøv i halsen.