Sunday, October 15, 2006

Nogen der mangler en pen?

Jeg har tusset rundt og tunet hjemmet i weekenden. Ikke fordi jeg skulle have gæster, men fordi jeg med mellemrum får trang til total tilbundsgående, gennem- og om sig gribende oprydning og rengøring. For eksempel har jeg endelig fået gennemgået de to små kasser med habengut i dippedutklassen fra mit gamle skrivebord. Masser af kan-nok-bruges-senere sager og ting med affektionsværdi som bare ikke passer nogen steder hen. De har sådan set stået hen siden marts sidste år, de kasser.

Udover almindelig rengøring har jeg også, blandt andet: vasket alle mine døre ned, omrokeret indholdet i mine køkkenskabe, rengjort udsugningen, sorteret indholdet af min sokkeskuffe, skrubbet mine gulve på hænder og knæ - også under sofaen og bag sengen, været over badeværelset med både brun sæbe og eddikesyreopøsning, pakket sommertøjet væk og ditto vinter frem, samt været på loftet med kasser der har henstået i måneder og vanskeliggjort passage i gangen.

Køleskabet fik også en omgang og jeg kan tilsyneladende afsløre mig selv som en en veritabel ostehapser. Et ellers halvtomt køleskab afslørede Esrom m. urter, havrehalmsrøget danbo, hytteost, mozarella, smøreost, camembert, parmesan og fynsk røgeost. Et andet overblik kom ved gennemgang af skrivebordsskufferne. Jeg kan frejdigt erklære at jeg er besiddelse af ikke mindre end 33 blå kuglepenne (+ 6 røde og 3 grønne). Ikke dårligt eftersom jeg ikke erindrer nogensinde at have købt en kuglepen i mit liv.

11 comments:

frkjensen said...

You GO Girl!

cyclonebill said...

Jeg har aldrig haft et job hvor jeg ikke konstant har mistet mine kuglepenne. De er simpelt hen forsvundet fra mit skrivebord og min skuffe. Nu ved jeg så hvor de er endt. Men hvorfor, Betty, hvorfor? De er jo gratis. Jeg har jo altid bare gået over og hentet nogle nye.

(Er det også dig der har snuppet min fine nye med logo?)

Terse said...

Altså Al, nu er der jo så nogen der bifalder mine tyvagtige tilbøjeligheder, ikke frk Jensen?

Men altså, jeg har penne fra så diverse steder som Djøf, Alm Brand, World Online, Bernstoff Slot, Københavns Kommunes Kursuscenter, Hondos Center, Mols-linien og et HR Training Center. Der er også en reklame en for "Renagel (sevelamer)" ...Er der nogen du kan kende, Cyclone?

cyclonebill said...

Nixenbixen. Det gør det kun mere uhyggeligt - du fisker dem ud af min skuffe når jeg er nede til frokost eller ude efter mere kaffe, og derefter fjerner du den oprindelige tekst og maler nye logoer med din neglelak. Og hver gang jeg skifter job, skifter du frisure og følger med. Hvem er du nu? Hende med den sjove latter?

Terse said...

Jeg synes altså at det er groft at dine repressalier udmønter sig i, at du sniger dig ind når jeg ikke er hjemme og bruger min strøm! Helt ærligt! Havde du bare holdt dig til at snuppe hårelastikkerne og en sok i ny og næ...

cyclonebill said...

Nåja, noget for noget. Jeg synes bare nytteværdien af dine hårelastikker og sokker var lav - de ligger bare spredt i min lejlighed for at skabe lidt pigestemning - så jeg besluttede også at tappe lidt strøm. Skulle hilse fra min bærbare og sige tak for opladning!

Terse said...

Hrmpf! Tror din bærbare måske at pengene hænger på træerne?

Nick Price said...

Sært. Jeg har som regel en ret konstant mængde kuglepenne. Til gengæld synes jeg altid, at mængden af terninger veksler gevaldigt, ligesom at antallet af stykker slik i min slikskål konstant er faldende...

cyclonebill said...

Terninger??

frkjensen said...

@Terse - ikke alene tørrer du dørkarme af. Du har også _variation_ i dine tyverier af skriveredskaber. En og anden får altid kun samlet de generiske blå fra kontoret. Respekt, siger jeg bare!

@Nick - jeg bliver nok også nødt til at istemme et ... Terninger?

Terse said...

@frkjensen: Tilsyneladende skal mine kriminelle tilbøjeligheder have et outlet - engang var det lightere jeg mangfoldigt ragede til mig, i dag er det kuglepenne. Gad vidst hvad jeg slår mig på næst?

@nick: Du må forklare dig med de terninger - det er altså overmåde suspekt.