I min barndom når man havde lavet ulykker og måtte krybe til korset og stod der og kiggede ned i jorden på sine fødder og trådte sig selv over tæerne, så faldt de skænd man fortjente ofte i udsagn á la: "Du ved jo godt at du ikke må ..." og man måtte nikke skamfuldt, for man vidste det jo for det meste faktisk godt. Derefter faldt hadespørgsmålet nummer ét altid: Hvorfor gør du det så? Pausen efter det spørgsmål var forfærdelig, for det havde man bare aldrig et ordentligt svar på.
Hvorfor gør du det så? Når du nu ved bedre - hvorfor gør du det så?
Jeg tror at det er et spørgsmål jeg uvilkårligt har forsøgt at besvare lige siden - jeg bærer det med mig som en understrøm. Jeg tror at mit evige, på tusind måder stillede Hvorfor? er en
konsekvens af den måde at få skænd på som barn: Hvis bare jeg nu vidste hvorfor, hvis jeg nu bare kunne forklare hvorfor, SÅ kunne jeg måske undslippe den dybe, skamfulde pause.
6 comments:
Fordi man kan.
Måske fordi det smager så sødt og er så tiltrækkende netop at overskride grænserne.
Måske fordi vi har en indre drifkraft der vil, vil, vil overskride fordi man lige skal se hvad der er på den anden side, en slags selvdestruktiv nysgerrighed.
Måske for at finde ud af om det virkelig er så slemt og så forbudt som de sagde.
For det er jo ikke fordi vi er dumme eller tungnemme, det er jo ikke fordi vi ikke ved, eller fordi vi glemmer.
Vel?
Narj... Men måske vi nogen gange glmmer at tjekke om det er nemmere at få tilladelse end tilgivelse?
Det er det ALDRIG
;-)
Nej - jeg ved det godt :o)
Men jeg bliver bare så satans træt af at skamme mig, for vi ved jo bedre, ikke? Og nogen gange er det altså bare ikke det værd. ...og så alligevel...
Nogle gange finder man Amerika. Andre gange synker skibet midt ude i Atlanten.
Men godt at nogle stadig sejler ud.
Hvorfor? Man ku' ikke lade være!
Nej, man kan ikke lade være - og nogen gange skal man rejse langt for at finde ud af hvad man lader tilbage.
Post a Comment