Der findes nætter som man næsten ikke har sovet i, og morgener derefter hvor man bare skal op, og hvor man vælter ud i badet og står med lukkede øjne og drømmesluser vidt åbne og lader det skoldhede vand tæske ned over kroppen uden en eneste bevidst tanke i hovedet. Og midt mellem billeder fra sære nattedrømme slår tanker af lysende klarhed ned, og man vågner. Helt. Og husker længe, længe efter.
Sidste efterår var der sådan en morgen, og sådan en tanke: Hvad laver kærester egentlig når de er sammen?
Henover morgenkaffen, og resten af dagen som jeg ikke husker, rumsterede den tanke. Hvad fanden laver de egentlig sammen? Man kan jo kun have så meget sex. Hvad laver de resten af tiden - når de ikke sover og passer arbejde og venner og sår'n? Dapper de så rundt hos hinanden og laver ...hvad? Ser fjernsyn? Spiser parmiddage? Læser avis?
Det optog mig hele dagen og det var faktisk først om aftenen, da jeg lå i min seng at jeg kom i tanke om at kærester jo kan lide hinanden. De er måske endda forelskede. De laver nøjagtig det samme som folk gør når de er alene, bare sammen. Fordi de godt kan lide hinanden.
4 comments:
Tusind tak.
Efter 5 år med nærmest betingelsesløs kærlighed, et utal af skænderier, én omfattende ombygning af lejlighed, ét barn samt talløse stunder af andet løst og fast så som familiekomsammen og bilture med den ene ved kortet og den anden ved rattet, var det rart med en påmindelse om det basale udgangspunkt.
Tusind tak!
Åh, jeg ber'.
:o)
At man ikke har en kæreste behøver jo ikke at betyde, at man ikke har livsvidner. Et livsvidne er et mennesker der følger med i livet og som man mødes med, sludre & sladre. De kan både være vidner til de store ting men også til de små...
Så ganske sandt, men der er alligevel en forskel på hvordan nærværet former sig i.f.t. dagliglivet; livsvidner er typisk tilskuere mens kærester er deltagere.
Det ene udelukker ikke det andet, og forhåbentlig er der vel et overlap.
Post a Comment