Fortætning

Med intense dage i bagkataloget, efterladenskaber fra gårsdagens gæstebud i køkkenet, rester fra flaskerne til ditto i blodet kigger jeg søndagsdovent omkring på hjemmets relative orden, der som glasur er dækket af aviser, ordbøger, opslagsværker, atlas og diverse bøger med sammenhængende substans af variende indhold og kvalitet.

Jeg har læst og læst og læst i dag. Hen og op og under og over og omkring og forbi og pletvist og igennem flere kapitler. Det er en anarkisk måde at tilegne mig viden på som måske, måske ikke, går igennem filtret til senere reproduktion og åh så original ny sammenstilling, som jeg ikke desto mindre mener med næsten kvalmende intensitet og hver fiber i min krop. For selvom det objektivt, og måske for de fleste, er ligegyldigt så er det vigtigt. For ellers kan det være ligemeget. Ellers er der ingen grund til at forsøge at forstå og formidle. Det bliver kun godt på den måde.

Det er en hård måde at gøre det på fuld af rædsel og tvivl, men i tillid til følelsen i kroppen er det den eneste måde med det. Der er mere pragmatiske, rationelle, rigtige måder at gøre det på, men uden den rigtige gut feeling er det fuldstændig ude af ligningen. Hvorfor skulle jeg gøre noget bare fordi jeg kan, eller fordi andre gør det, når jeg nu på forhånd ved at det ikke bliver godt. Eller gør mig glad - hvilket på sæt og vis er nøjagtig det samme.

Det er en følelsesmæssig økonomi der kommer med alder, eller forankring, der byder mig i mod at spilde min tid; jeg er nødt til at investere før det bliver godt, og hvis der intet ordentligt afkast kommer af det, bliver det skåret bort uden skrupler. Egentlig gælder det alle livets forhold. Om det er integritet eller slet og ret kynisme ved jeg ikke.