Jeg er altid blevet beskyldt for at være morgensur. Det er overhovedet ikke rigtigt. Det tager mig bare lang tid at vågne. Og jeg vil have lov til at gøre det i ro og mag. Mennesker omkring mig må hjertens gerne sludre og grine og være højrystede, men jeg har sjældent lyst til at blive involveret i det og vil helst bare sidde i fred med min kaffe.
Jeg har aldrig helt forstået hvorfor jeg ikke bare kunne få lov til at sidde der med min egen tavshed i andres snak. Jeg er jo ingenlunde i dårligt humør, jeg er bare stille fordi alting kører langsomt når jeg lige er stået op. Jeg holder bare af min indadvendte, rolige proces med at komme op i omdrejninger. Men af uvisse årsager har det altid provokeret mine omgivelser usigeligt. Med vold og magt er jeg blevet forsøgt trukket ind i samtaler, bedt om at træffe beslutninger, konfronteret med dagens gøremål eller udspurgt om meninger om dette og hint. Når jeg så i forsøget på at forsvare min boble af opvågnen har svaret med enstavelsesord, bliver jeg beskyldt for at være sur. Og den skrigende uretfærdighed i det postulat gør mig sur.
Egentlig giver ryet for morgensurhed mig lige præcis den ro som jeg higer efter i min opvågnen, for jeg bliver jo ladt i fred når jeg skal "være så sur". Men jeg bliver mest lidt trist. Jeg bliver ked af at andre mennesker ikke gør sig den ulejlighed at tjekke deres formodninger inden de ophøjer dem til sandfærdige konklusioner. Jeg bliver ked af at blive kastet ind i en tegning af mig som ikke er rigtig.
Hvis jeg nu rent faktisk fik lov til at vågne i fred og ro, så kunne man eventuelt spørge mig, når jeg tydeligvis er klar til samtale og interaktion, om der var noget galt. Og så kunne jeg få lov at svare afkræftende og forklare. Og alle ville være glade og få en god start på dagen.
No comments:
Post a Comment