Yentl yentl

Vi fik besked på at trække vejret. Ind gennem næsen og helt ned i maven og ud gennem munden. Vi skulle "plugge ind" i vores livskraft med den ene hånd på hjertet og den anden på navlen. Så skulle vi lade som om vi var dyr i Afrikas jungle, og sætte lyd på. Det var uhyggeligt svært at holde masken til at starte med.

Vi skulle være tilstede i vores eget nærvær, og give nærværet videre. Med vores hænder åbne og håndfladerne vendt mod den anden, skulle vi mødes i stille dans, med blikket hvilende i den andens øjne. Det var det mest angstprovokerende overhovedet. At se fremmede mennesker i øjnene med et åbent sind og blik, og fastholde det i eget nærvær og deres. Jeg var skræmt fra vid og sans og perspirerede af anstrengelsen. Og meget glad for at min stud.psyk. veninde hvislede noget om "..uetisk..manglende rammer..helt forkert fremgangsmåde..".

At omfavne fremmede mennesker i et forårskram var ikke halvt så slemt. Heller ikke selvom man også skulle være tilstede i det i lige lovlig lang tid, og stå så tæt at man kunne mærke den andens mave. Hvad der tilgengæld var grænseoverskridende ud i det vilde, var igen at stå over for fremmede mennesker og lade dem give sig deres accept af én. Nærvær i øjnene, hænder strygende håret, berøringer på arme og hals, kærtegn i ansigtet - alt blidt som af en elsker. Jeg kunne ikke give halvt så meget ømhed tilbage, jeg var simpelthen så rystet.

Og så dansede vi. Og drak litervis af vand. Og svedte. Sveden haglede af kroppen. Håret blev gennemblødt, trusser og bh kunne vrides, toppen klæbede til huden, mine jeans skulle vrikkes og rulles af ved toiletbesøg. Under svedlugten var der en distinkt lugt af røgelse i hele lokalet, og kanel fra Chai'en som havde brygget hele dagen i chairummet. Der var kvinder i selskabskjoler, og nogen med batikfarvet tøj. Der var en mand i strikkede bukser (!) og én der var udklædt som leopard, og en enkelt i jakkesæt.

Der var mennesker i alle aldre. Der var rigtig mange bare fødder. Det var fandme flippet. Jeg skal afsted igen.