Kloshold

Jeg kan bedst håndtere noveller og digte. Helst digte, og ikke de lange der breder sig over flere sider. Jeg kan bedst lide at oplevelsen er hurtig og flyvende. Selv i sin dvælen og langsommelighed er digtet en hurtig og flyvende oplevelse. Og man kan læse igen og igen, og bliver aldrig helt væk fra virkeligheden.

Når jeg virkelig læser, ikke studerer – det er en analytisk gebet, som at læse, læse, læse fordi jeg mener det, er det aldrig i det offentlige rum. Dér bliver jeg pludselig så malplaceret. Snip, snap og jeg er ude af trit med den virkelighed jeg befinder mig i. Selvom jeg måske kun har siddet i et kvarter ser jeg op og er utryg fordi verden ikke længere stemmer med min fornemmelse, som ligger i fiktionen, som jo bare er papir og sværte og derfor ikke virkelig, men bare noget man læser. Det er ustabilt. Det er ubehageligt som kvalme der ikke rigtig vil udmønte sig i egentlig reaktion. Som hovedpine der ikke rigtig vil blive til noget man kan tage piller imod. Jeg bryder mig ikke om det.

Skal jeg læse, virkelig læse, stjæler jeg tiden til mig selv, hjemme. Der står tingene fast omkring mig. Der bliver tingene stående og forandrer sig ikke uden mig. Verden stemmer når jeg ser op fra min bog. Og jeg kan trisse omkring med min refleksion i ro og mag og komme til mig selv som det passer mig. Og sig.