Irreduktibelt

Hvis jeg har nogen hemmeligheder som jeg ikke har fortalt nogen, så har jeg glemt hvad det var. Men jeg har erindringer som jeg aldrig har fortalt nogen om. Ikke af uvilje, ikke fordi det er pinligt, men fordi de ikke kan beskrives.

Det er små billeder af oplevelser, der står som tableuer i min hukommelse. Mentale snapshots. Jeg tror at vide at det er sandt, at jeg virkelig har oplevet det, at det virkelig fandtes sådan som det knivskarpt står i min erindring. Men der findes ingen at spørge om det virkelig var sådan. Om det virkelig var sådan det gik for sig. For det er almindelige hændelser som de mennesker jeg var sammen med ikke tænkte videre over. Eller også kendte jeg dem ikke. Eller jeg var alene.

Jeg kan ikke gengive de nøjagtige følelser omkring optrinnene. De er så dagligdags at jeg ikke har bidt mærke i det præcist, eller også er de så særlige at der ikke kan sættes ord på. Følelserne modsætter sig fremstillelse og bliver diffuse. Så er der bare billederne tilbage og beskrivelserne af dem er enten banale eller højtragende. De ord der kan vælges vil altid blive uretfærdige efterrationaliseringer.

Jeg hæger om de billeder. De er mine.