Det gik ellers lige så godt. Men så rækker jeg i køkkenskabe efter ting der ikke længere er der. Så vågner jeg med et sug af af savn der får mig til at gispe efter vejret. Jeg forglemmer mig og noterer mig spørgsmål jeg skal huske at stille. Jeg læser bøger med scener der bringer mindelser om noget vi delte.
Jeg må huske at det alt sammen er i datid nu. Der er ikke noget tilbage i nutid. Heller ikke i fremtid. Undtagen tårer. Som jeg forsøger at minde mig om også vil blive lagt bag mig. Det virker bare som om der er så langt derhen.
No comments:
Post a Comment