Det føltes som om vi i fællesskab besluttede at bestige et bjerg. Det var ikke altid let, men vi var sammen om udfordringen. På et tidspunkt blev det vanskeligt, og jeg spurgte om han var okay, om alt var som det skulle være? Og han holdt mig i hånden og forsikrede mig om at det var det, at vi var sammen om det og at alt derfor nok skulle blive okay.
Og så besluttede han sig for at det ikke var sådan.
Men i stedet for at vende sig mod mig, i stedet for at sige lad os gøre det her på anden måde, i stedet for at sige hør, måske skulle vi have et kursus i bjergbestigning, sparkede han mig udover klippekanten. Med et skuldertræk vendte han sig om og slentrede ned af bjerget, uden et blik tilbage, med hænderne i lommen mens han fløjtede en lille, munter melodi.
Det er sådan det føles.
No comments:
Post a Comment