Without

Da han gik i sommers tænkte jeg at selvom det var slemt, så ville det blive bedre senere. Der ville komme et tidspunkt hvor det ville blive okay. Hvor jeg ville blive okay. Og jeg tror jeg tænkte at der var et par måneder til.

Men det er stadig slemt. Jeg overhovedet ikke okay. Jeg er vred. Og jeg vred over at være vred. Jeg er ked af det. Jeg savner. Jeg sørger. Jeg allokerer skyld, skam og ansvar. Og til hverdag krammer jeg det hele ned i en lille og tæt kugle som jeg lader som ikke eksisterer. Så jeg kan få lov til at være lidt glad igen, så jeg kan få et glimt af muligheder, så det virker som om der er lidt overskud at trække på. Så jeg kan føle mig en lille smule normal.

Problemet med den strategi er bare, at den gør det hele til noget løgn. Og lige pludselig kan jeg ikke tåle at mærke noget som helst. For den kugle fuld af alle de ting et nasty break up på tre et halvt års dårligt parforhold udgør, lader sig ikke kontrollere. Det er der jo. Det siver ud og inficerer alt. Og hvis jeg tillader mig at være tilstede i mine egen følelser, er det dem jeg mærker. Og så er det i virkeligheden ikke smuler af glæde, muligheder, overskud og normalitet jeg forsøger at være i, men bare postulater jeg simulerer.

Han gik fra mig i sommers. Og allerinderst, under alle følelser og filtre, er jeg efterladt med fornemmelsen af at være gammel, dum og værdiløs. Det kommer til at tage meget mere end måneder at lave om på.