Kerte

De levende lys brænder, fordi der er så lidt elektrisk når de fleste af lamperne er taget ned og taget med. Jeg rydder op. Ikke fordi vasken er fuld, dyngerne ubestigelige eller fordi jeg får besøg og det trods alt er for pinligt at nogen skal se mig i sådan en svinesti. Jeg rydder op fordi det er rarest at stå op til. Jeg har også været i kælderen med mit vasketøj, fordi der var til et par vaske, og ikke fordi der ikke var mere tøj på hylderne. Jeg skriver en indkøbsseddel, for ikke bare blindt at smide ting i kurven som senere kommer i køleskabet og efter en rum tid dér, kommer i skraldespanden.

Jeg forsøger at tage musikken tilbage. Men jeg er ikke helt stærk nok endnu. Jeg undgår masser af albums. Særligt Azure Rays November EP som var soundtrack til den første gang han fortalte mig at han elskede mig. Jeg troede på ham dengang og jeg tror også at han mente det dengang. Han blev ved med at sige det og jeg blev ved med at tro på ham.

Til sidst tror jeg ikke at han mente det. Men han lod mig tro på at han elskede mig. Han lod mig tro på at han ville have en familie med mig.

I går reducerede den tanke mig til en skrøbelig, grådrystende skal af smerte og sorg. Det gør den nok også i morgen. Men i aften går jeg i kiosken og henter mælk til morgenkaffen.