Værelser

Den første uge, da jeg endnu hang til tørre, havde jeg håbet. Ugen efter var der praktiske ting jeg kunne kaste mig over. Så tog jeg hjem til forældrene og fik en lille smule respit - som så kom tilbage with a vengenance.

Nu er der er enkelte ting jeg mangler at aflevere; en t-shirt, en gammel bog han har arvet fra sin farmor, cykelnøglen, peanutbutter hjembragt fra en rejse overseas. Og så er der er enkelte ting som endnu skal afklares, ordnes eller afleveres til mig; sengen - hvad skal jeg give for den? Koncertbilletterne. Andelsbeviset, pantebrevet og lånet. Back up af alle billederne. Klapstolene og de to lamper på loftet.

Og så holder det op. Så er der ikke mere at hage sig fast i. Så er der kun denne lejlighed som jeg aldrig rigtig brød mig om, som aldrig rigtig voksede på mig og blev min. Men det er den lige om lidt. Og jeg går rundt i den.

Gangen er bare et rum. Badeværelset virker sådan da. Køkkenet er næsten okay. I soveværelset står min nye kommode ubrugt hen, men i den kan da i det mindste fyldes. Dagligstuen og spisestuen er helvede, hvor ubrugt rum, tomme kabelbakker og huller i væggen skriger af fravær.

Og jeg griber mig selv i at ønske at han aldrig havde været her til at skabe dette fravær nu. Jeg griber mig selv i at ønske at jeg aldrig havde mødt ham. Jeg griber mig selv i at ønske ikke at kunne huske at vi var lykkelige og gode for hinanden engang.

Jeg vil bare have at det holder op. Denne smerte, denne sorg, disse tårer, dette savn, denne magtesløshed, denne meningsløshed. Det gør så ondt og det bliver ved og ved og ved.

Intet kan være det værd.