Jeg er kalenderfascist. Alle aftaler og aktiviteter kommer i kalenderen. Systemet er enkelt: hvis ikke det er i kalenderen - then it doesn't happen!
Månedsoversigten er et morads af farver, streger, bogstaver og ureglementerede forkortelser. Mine farvekoder, bogstavkoder, stregkoder, placeringskoder er totalt uigennemskuelige for andre end mig selv, og jeg indgår ingen, siger og skriver INGEN, aftaler uden at have tjekket og dobbelttjekket min kalender.
Det positive er, at jeg ikke bliver stresset selvom jeg har travlt - smadret efter en lang dag nogen gange, men ikke stresset. For det er nemmere at sige nej til forespørgsler. Det er nemmere at flytte og flexe på aftaler. Det er nemmere at undgå dobbelt- og tripelbookninger. Det er nemmere at indlægge bufferzoner. Det er nemmere at overskue så jeg også husker at gøre de sjove ting. Det er nemmere at sprede aktiviteter ud så der også er blanke dage bare til mig. Det er kort sagt nemmere at jonglere med min tid når jeg ved hvor den er og skal hen.
Det negative er, at når det så skrider, så skrider det også rigtig fucking meget!
I disse uger ligger det rigtig stramt med timerne på dagene, men det er okay for jeg er ikke nervøs for at glemme noget - aftalerne er jo i kalenderen og det er nemt at smide pik-pakket i tasken til dagens gøremål. Jeg har styr på stumperne!
Men idag skred det. Problemet var at jeg af uransagelige årsager havde fået stoppet 3 timer ind imellem kl. 11 og kl. 13. Ved opdagelsen af denne højst irregulative og ekstremt lokale udvidelse af tidszonen, måtte jeg tænke rigtig, rigtig hurtigt og løbe rigtig, rigtig stærkt i et forsøg på at make up for lost time.
På trods af en omrokering og et par lynhurtige fiksfakserier, endte jeg alligevel med at stå og råbe i en telefon: "Vi aftalte KVART over, nu er den TYVE over - hvis du FEM minutter over kan se at du IKKE KAN NÅ DET TIL KVART OVER, så har du KRAFTSPARKME BARE AT RINGE OG SIGE DET!!!
... mine bufferzoner skal vist være større for fremtiden.
2 comments:
at leve efter en stram tidsplan er sygeligt
At efterlade anonyme kommentarer er sygeligt
Post a Comment