Monster's ball

Jeg tænker på min mors hænder, hendes duft og latter. Jeg tænker på dengang min far vækkede mig og tog mig på armen for at vise et søvndrukkent barn årets første lam fra køkkenvinduet. Jeg lytter til P2 og laver øllebrød. Jeg lægger tøj sammen, støvsuger og skriver en indkøbsseddel. Jeg tager fat på stakken af papirer, går tur i mørket og får postet de breve som skal sendes.

Tanker om tryghed, comfort food, vellyd uden mindelser. Rutinemæssige aktiviteter, orden i bagkataloget, fremadrettede nødvendigheder, kroppen i bevægelse.

Jeg kan ikke lige finde ud af det. Jeg er lidt noget rod. Det er så uvant. Jeg er et føleuhyre med tentakler ud over det hele. Jeg reagerer på alting. Som en allergisk reaktion slår jeg ud. Og for ikke at slå nogen, trækker jeg mig. Ind i en egen cirkel hvor kontroldyret går frit uden fare for andre. Hvor uroen lindres, smerter svækkes og bange anelser lægges til ro.

Lige sent nok

En overset sideeffekt ved den globale opvarmning og den deraf følgende nådige vinter, er et fucked up sæsonhumør. Solen står smuk og frostklar og der ligger et par kønne centimeter sne over det hele - og jeg føler en vild trang til at jule.

Summen af delene...

Det var med en lettelse der tangerede nydelse at jeg gav mig hen i rollen som hverdagsarbejdende fuldtidsansat. Det var ubeskriveligt skønt at slippe forestillingen om at være potentielt falleret evighedsstudent og indtræde i et arbejdsfællesskab med her-og-nu betydning langt ud over egen sfære. At få titel, status og løncheck. At være høj på lange arbejdsdage, begrave sig i petitesser af vigtighed for et stort billede, se det nyttede.

Det var befriende at slippe for mig selv, mine egne studentikose overvejelser, ikke at have tid til endeløse bekymringer om hvad der dog skal blive af mig, på alle de niveauer som det overhovedet er muligt. Bare at få trykket på pauseknappen for al den evindelige selvrefleksion som har en tendens til at løbe af med mig og lander mig i et hul der når halvvejs til Kina.

Det gav jo sig selv. Der var arbejde. Så de nødvendige ting som søvn og mad. Derefter de selvcentrerede, genopladende funktionsaktiviter som motion, avislæsning og falden i staver. Til sidst de sjovere ting som venner, veninder, familie, fredagsøl og fester. Og at få det hele til at fungere og gå op i en højere enhed krævede struktur og prioritering. Men det gav jo sig selv. Ikke så meget pis og pjat: Rammerne givet - skravér felterne!

Ikke at det ikke var hårdt og frustrerende at starte på arbejde og lære så meget nyt. Ikke at jeg ikke betvivlede mine evner og var bange for at være udygtig og utilstrækkelig. Ikke at det nye regimente ikke kostede i privatlivet. Ikke at jeg ikke var ked af at melde fra hvor jeg plejer at melde til.

Men det var mig så godt. Det gjorde mig så godt. Den glæde, den forankring, den ro. At lade ting falde på plads af sig selv. Uden utidig indblanding af mig selv. Og så at få skrevet den opgave, som ingen vegne kom sidste år og som af forskellige årsager rent faktisk heller ikke blev afleveret i sommers. Selvfølgelig blev den da ikke god. På 2-3 dage kan jeg ikke skrive noget af den kaliber der er decideret godt. Men den blev et ret godt overslag på synopsen til specialet.

Specialet. Som skal startes den 1. februar. Og afleveres d. 31. maj. Og som jeg glæder mig til at fordybe mig i. Nu. Giv mig tre måneder og jeg er syg af bekymring. Og stresset. Og vred over at have givet mig selv så stram en tidsplan. Men i alle himmelens riger og lande hvor er det dog godt at glæde sig til. Nu. Blandt så meget andet.

Gu er du sgu da ej

Jeg har en svaghed for perfiditeter. Jeg bliver fuldstændig tøsefnisende når normalt pæne mennesker er så gennemgnavne at de skamløst siger det mest ondskabsfulde om folk der ofte ikke selv kan gøre for det. Jeg elsker de mavesure kommentarer der er så langt ude at man ikke kan tage det alvorligt, men som afsenderen ikke desto mindre mener i sit sjæls inderste netop i det sekund det bliver sagt.

Det er fordi det er så vidunderligt frigørende med de små punkter af dyb ufokuseret surhed. Det er så skønt når folk tillader sig at vise sig i al fejlbarlighed. Og det gør ingen ondt, eftersom de pæne mennesker ikke i deres vildeste fantasi kunne forestille sig at konfrontere de omtalte.

Hvad jeg til gengæld på ingen måde kan tolerere er, når folk er grundløst pissestride overfor andre tilstedeværende og så bagefter føler trang til at forsikre om at: "Jeg er faktisk meget sød". Well, hvis du virkelig er så sød try to be the fuck nicer then. Eller hold din store kæft lukket.

Lige ved og næsten

Gad vidst hvor tæt man egentlig er på at blive kørt ned, når fremmed dame på fortorv hviner af forskrækkelse på ens vegne, og ukendt mand med cykelhjelm taler beroligende til en ved næste lyskryds...

My Lady Story

Da han kom hjem, gik han straks til pigens billed og lagde
sig hos det og gav det et kys. Og det var, som han mærkede varme.
Han prøver igen, og kærtegner nu også billedets bryster.
Under hans kærtegn svinder det hårde i benet og blødner,
synker under hans finger og gir sig, som voks fra Hymettus
blir blødt i varmen fra solen og kan modelleres i hånden
til mange forskellige former og føjer sig ved at håndteres.

Han undrer sig, tør ikke tro det og frygter at håbe forgæves.
Kærligt klapper han atter og atter den elskede genstand. -
Levende var den; og åren pulserer under hans finger.

Teksstykket kommer fra Ovids forvandlinger, udgaven fra 1989. Det er fra Tiende sang, vers 280-290, et uddrag af Pygmalion. Det er den myte der er forlægget til My Fair Lady. Eller retteligt er musicalen baseret på teaterstykket af George Bernard Shaw som hedder Pygmalion.

Damebladet er en af urmytens konsekvenser, og selvfølgelig læser jeg dameblade, men det er sjældent for det giver mig kvalme. Dybest set er det en perversitet at sidde og kigge på glittede billeder af tøj og make-up og allehånde dyre produkter og opbyggelige historier og tips og tricks der skal gøre mig til en elsket genstand. Det er en perversitet at begære det. For det gør jeg. Selvfølgelig gør jeg det. Jeg kan ikke andet hvis jeg på nogen måde skal give mening i verden.