Udover børnevers fra De små synger og de lyde der kom fra børnetime husker jeg ikke megen musik i min barndom. Mine forældre havde godt nok en stak LP'er med Harry Belafonte liggende, men jeg husker ikke at de tog dem frem og spillede dem.
Jeg husker til gengæld at mine ældre søskende på et tidspunkt fik en ghettoblaster og to bånd, Whitney Houston og Shakin Stevens, som jeg smuglyttede til når de ikke var hjemme. Det reddede mig ikke alene nogen slag når jeg blev opdaget, men også et livslangt blødt punkt for Whitneys "I Wanna Dance With Somebody (Who Loves Me)" som faktisk ad omveje er endt i en til stadighed utilfredstillet trang til at eje My Love Is Your Love.
På et tidspunkt begyndte jeg selv at lytte til Ugens Top 40 på lokalradionen. Det var lørdag eller søndag eftermiddag, og den første sang jeg som ramte mig i en nærmest punctumsk dimension var Del Amitris Nothing Ever Happens. Jeg kunne ikke hverken høre eller forstå halvdelen af hvad der blev sunget, men jeg kan stadig huske at jeg fik gåsehud af den indledende guitar, at hvad der lyder som en harmonika gik lige i hjertet og at omkvædet havde en hypnotiserende kraft på mig.
Jeg optog det nummer fra radioen og voldlyttede til det. Siden rykkede min musiksmag videre, den første LP jeg købte for selvtjente penge var for eksempel Her Personal Pains Songs from Cinema Cafe. Men jeg fulgte med udgivelserne fra Del Amitri og jeg har aldrig helt sluppet. Faktisk vender jeg altid tilbage, med mellemrum bevares - men Dels dukker altid op igen.
Tror egentlig også at det første indledende optagebånd ligger på loftet og roder i en kasse med andre ting, som jeg heller ikke har kunnet få mig selv til at smide ud.
Wednesday, August 30, 2006
Sunday, August 27, 2006
Kommunikationsbrist
Godt. Jeg giver fortabt. Jeg kan åbenbart ikke sige noget rigtigt i disse dage. Den er gal med det hele.
1. Mit tonefald er konskvent off med en fraktion af det passende - dén fraktion som får det ironisk mente til at lyde sarkastisk, det lakoniske til at lyde deprimeret, det konstaterende til at lyde bebrejdende, det glade til at lyde lallende og det sjove til at lyde meget lidt morsomt.
2. Min timing er forsinket, bare lige med det splitsekund som får det til at se ud som om jeg enten er: a) dum, b) kejtet, c) sygeligt optaget af at være i centrum, d) a)+b)+c).
3. Ordvalg og formuleringer er helt til rotterne. Det får tilsyneladende mine spørgsmål til at lyde enten retoriske eller som krav. Eller regulære trusler. Mine svar lyder åbenbart alle sammen som om jeg ikke mener dem.
...Jeg ved ikke hvad det er, og jeg er virkelig ked af det. Jeg mener det jo ikke på den måde. Kan vi ikke bare sige at jeg beklager? Og så tier jeg bare helt, helt stille indtil jeg har fået afklaret med de små mænd der styrer kommunikationscenteret.
1. Mit tonefald er konskvent off med en fraktion af det passende - dén fraktion som får det ironisk mente til at lyde sarkastisk, det lakoniske til at lyde deprimeret, det konstaterende til at lyde bebrejdende, det glade til at lyde lallende og det sjove til at lyde meget lidt morsomt.
2. Min timing er forsinket, bare lige med det splitsekund som får det til at se ud som om jeg enten er: a) dum, b) kejtet, c) sygeligt optaget af at være i centrum, d) a)+b)+c).
3. Ordvalg og formuleringer er helt til rotterne. Det får tilsyneladende mine spørgsmål til at lyde enten retoriske eller som krav. Eller regulære trusler. Mine svar lyder åbenbart alle sammen som om jeg ikke mener dem.
...Jeg ved ikke hvad det er, og jeg er virkelig ked af det. Jeg mener det jo ikke på den måde. Kan vi ikke bare sige at jeg beklager? Og så tier jeg bare helt, helt stille indtil jeg har fået afklaret med de små mænd der styrer kommunikationscenteret.
Friday, August 25, 2006
Længsel
Der findes en nærhed og fortrolighed som kommer af tid. Den kan ikke forceres, men fødes af hverdag og gives dybde af det almindelige.
Jeg er ingenlunde vred eller irriteret på ham, men omstændighederne begynder at pisse mig af.
Jeg er ingenlunde vred eller irriteret på ham, men omstændighederne begynder at pisse mig af.
Thursday, August 24, 2006
Overraskende opdagelse
De sidste par dage oppe i Norge kom vi ikke ud at vandre. Det var ellers planlagt, men jeg følte mig skidt tilpas. Ikke sådan rigtig sengeliggende syg, bare ubehageligt uoplagt. Med hovedpine som pillerne kun tog brodden af så der alligevel var sådan en dump, tung fornemmelse tilbage. Træt men ikke mere end at jeg kun kunne sove middagslur på en times tid. Uden appetit, men lidt sulten stadigvæk. Med en krop som føltes flimrende, som fornemmelsen man kan have efter adskillige dages hårdt træk hvor man ved, at hvis ikke man sover nu og længe nok bliver man syg, koblet med matheden på den første feberfri dag efter en omgang influenza.
Vi hyggede os alligevel. Vejret var dejligt så der var stilletid og strikketid og sludretid og læse-højt-tid på græsset i solen i stedet. Og så blev jeg sendt hjem med strenge ordrer om at gå til lægen. Jeg fik en tid i går men den gode doktor kunne ingen baktusser finde i min organisme, hvorfor det må være en virus der befænger mit legeme. Det findes der ingen anden behandling for end tid, ro og hvile. Og den formidable coctail af ibuprofen og paracetamol 3-4 gange om dagen, samt saltvand til næsens sarte slimhinder, for at dæmme op for symptomerne.
Nu har jeg så holdt sengen og lejligheden i et par dage, og bedringen er mærkbar. Så mærkbar at jeg er rast- og søvnløs om natten. For det første har jeg sovet for meget i løbet af dagen og for det andet begynder tankerne at køre. Mens jeg var det danske land absenteret, havde tiden den frækhed at gå sin vante gang her. Og nu begynder det at snerpe til med de ting som bør og skal iværksættes efter ferien. Såsom hverdagen, inkluderende arbejde og studie som de mest presserende emner på dagsordenen.
Og jeg er stuck. Fysisk i min lejlighed p.g.a. sygdom. Mentalt i efterladt feriefornemmelse. Psykisk i dårlige mønstre fra før ferien gik i gang. Det sidste var jeg begyndt at få has på, og det er lige gået op for mig at det var på grund af træningen. Og at jeg savner det. Træningen. Helt vildt meget.
Sådan et menneske er jeg slet ikke. Overhovedet. Det er faktisk det der er det rigtig syge ved det her.
Vi hyggede os alligevel. Vejret var dejligt så der var stilletid og strikketid og sludretid og læse-højt-tid på græsset i solen i stedet. Og så blev jeg sendt hjem med strenge ordrer om at gå til lægen. Jeg fik en tid i går men den gode doktor kunne ingen baktusser finde i min organisme, hvorfor det må være en virus der befænger mit legeme. Det findes der ingen anden behandling for end tid, ro og hvile. Og den formidable coctail af ibuprofen og paracetamol 3-4 gange om dagen, samt saltvand til næsens sarte slimhinder, for at dæmme op for symptomerne.
Nu har jeg så holdt sengen og lejligheden i et par dage, og bedringen er mærkbar. Så mærkbar at jeg er rast- og søvnløs om natten. For det første har jeg sovet for meget i løbet af dagen og for det andet begynder tankerne at køre. Mens jeg var det danske land absenteret, havde tiden den frækhed at gå sin vante gang her. Og nu begynder det at snerpe til med de ting som bør og skal iværksættes efter ferien. Såsom hverdagen, inkluderende arbejde og studie som de mest presserende emner på dagsordenen.
Og jeg er stuck. Fysisk i min lejlighed p.g.a. sygdom. Mentalt i efterladt feriefornemmelse. Psykisk i dårlige mønstre fra før ferien gik i gang. Det sidste var jeg begyndt at få has på, og det er lige gået op for mig at det var på grund af træningen. Og at jeg savner det. Træningen. Helt vildt meget.
Sådan et menneske er jeg slet ikke. Overhovedet. Det er faktisk det der er det rigtig syge ved det her.
Wednesday, August 23, 2006
Melder #3
Regnfulde, søvnløse nætter er perfekte til at dyrke den småt dramatiske, slet skjulte passion for det melankolske ved dybe, malmfulde mandstemmer i ru, tungsindige arrangementer.
Johnny Cash's mesterlige cover af Hurt tager prisen. I nat.
Johnny Cash's mesterlige cover af Hurt tager prisen. I nat.
Tuesday, August 22, 2006
Blomsterdal
Udover 4 glas velsmagende syltetøj lavet af selvplukkede blåbær, de obligatoriske toldfrie indkøb, en nice sensommersolbrændthed og fantastiske naturoplevelser har jeg hjemtaget en bog fra det norske. Den blev hustandsomdelt som gave til deg som der står på omslaget.
Første sætning lyder Hvem var den mannen? Men 16-årige Elisabeth er jo en pæn pige og derfor lidt sløv i optrækket. Tomine, til gengæld, er jo bare kokkepige så på side 25 trækker hun fra, ganske vist alene, men alligevel: Hånden hennes fant den veien den pleide å ta når hun fikk disse tankene. Hun var hoven og våt, og det tok ikke mange minuttene før hun skalv og ristet i sit eget grep. På side 32 bliver Elisabeth så endelig kysset af ham manden fra første sætning, hun giver sig skam ikke uden kamp men da han la armene om henne og presset munnen mot hennes, glemte hun alt og skilte leppene for å ta imot tungen hans.
Jeg mistede tålmodigheden med Elisabeth et al. på side 35 og sprang direkte til slutningen af bogen. På side 238 viser det sig at selv den ærbare strenge moder, Margot, har noget kørende med chaufføren Han hadde latt henne smake riset som et uskikkelig barn, og hun husket den søte svien. Og så er jeg endda gået glip af rundt regnet 200 sider.
Jeg kan kun begynde at gisne om hvor meget undertrykt seksualitet der findes i Norge når Lengselens makt - første bog i ny serie man kan tegne abonnement på - bliver hustandsomdelt. Og gad vide hvad det egentlig siger om os når den bog der hustandsomdeles her til lands er Lars Larsens selvbiografi.
Første sætning lyder Hvem var den mannen? Men 16-årige Elisabeth er jo en pæn pige og derfor lidt sløv i optrækket. Tomine, til gengæld, er jo bare kokkepige så på side 25 trækker hun fra, ganske vist alene, men alligevel: Hånden hennes fant den veien den pleide å ta når hun fikk disse tankene. Hun var hoven og våt, og det tok ikke mange minuttene før hun skalv og ristet i sit eget grep. På side 32 bliver Elisabeth så endelig kysset af ham manden fra første sætning, hun giver sig skam ikke uden kamp men da han la armene om henne og presset munnen mot hennes, glemte hun alt og skilte leppene for å ta imot tungen hans.
Jeg mistede tålmodigheden med Elisabeth et al. på side 35 og sprang direkte til slutningen af bogen. På side 238 viser det sig at selv den ærbare strenge moder, Margot, har noget kørende med chaufføren Han hadde latt henne smake riset som et uskikkelig barn, og hun husket den søte svien. Og så er jeg endda gået glip af rundt regnet 200 sider.
Jeg kan kun begynde at gisne om hvor meget undertrykt seksualitet der findes i Norge når Lengselens makt - første bog i ny serie man kan tegne abonnement på - bliver hustandsomdelt. Og gad vide hvad det egentlig siger om os når den bog der hustandsomdeles her til lands er Lars Larsens selvbiografi.
Friday, August 11, 2006
Der kan man bare se
Jeg holder stadig mest af at have styr på tingene. Som i styr på tingene. Men jeg er slet ikke så kontrolfikseret som jeg var engang. I forne tider kunne det ødelægge min dag, hvis den ikke lige flaskede sig som jeg havde planlagt aftenen før. Og ikke bare sådan 5 minutters ærgelse, bygones, videre. Men helt ustyrligt, krampagtigt, indadvendt, gråd og tænders gnidsel raseri. Det spillede ikke skide godt sammen med et job som tilkaldevikar.
Men jeg fik lært at give slip. Det år jeg tilbragte som studerende i det sydøstlige hjørne af Europa, var uvurderligt desangående. Det dér med at skik følge eller land fly, holder så langt som til hvis ikke går man i spåner. Eftersom "spåner" i den henseende svarede til en returbillet, var der ikke så meget at gøre. Så bortset fra at jeg i over et år, efter dansk standard, gik i for stramt tøj og med for meget make-up, kom det sig så vidt at jeg oftest ikke anede præcis hvilken dato vi skrev. Hvis jeg vidste at det var primo, medio eller ultimo på måneden var det godt nok, og som regel havde jeg styr på ugedagen.
Da jeg returnerede til DK udmøntede mit nye laissez faire greb om livet sig i, at det lykkedes mig at misse 3 tog og 2 busser på den første rejse fra København til jysk barndomshjem. Så vidt jeg husker gjorde det fortabt-barn, hjemvendt-datter scenen temmelig, meget mindre glædesstrålende end man ellers kunne have forestillet sig.
Det tog mig et årstid at finde et ekvilibrium mellem de to forskellige måder at mage sig livet på. En af de metoder der funker er en kæft, trit og retning kørsel af min kalender. Så den stoler jeg på. Og i den står noteret at jeg skal udenlands i næste uge. På tirsdag. Det blev bestemt i foråret, og jeg mente at kunne huske at jeg skal flyve sår'n sidst på eftermiddagen - det er ikke nærmere specificeret. Forståeligt, for den slags kan slåes op på mailen.
I denne uge har hverdagen så holdt sit hastige tilbagetog. Hektikken er taget til både i privaten og på arbejdet, og jeg har ikke lige nået det. I aften måtte jeg af andre årsager præcisere min tilstedeværelse her til lands i den nære fremtid, så jeg slog op og tjekkede kvitteringen på majmåneds netindkøbte flybillet.
Det var nok meget heldigt. Flyet letter 9.30 mandag morgen.
Men jeg fik lært at give slip. Det år jeg tilbragte som studerende i det sydøstlige hjørne af Europa, var uvurderligt desangående. Det dér med at skik følge eller land fly, holder så langt som til hvis ikke går man i spåner. Eftersom "spåner" i den henseende svarede til en returbillet, var der ikke så meget at gøre. Så bortset fra at jeg i over et år, efter dansk standard, gik i for stramt tøj og med for meget make-up, kom det sig så vidt at jeg oftest ikke anede præcis hvilken dato vi skrev. Hvis jeg vidste at det var primo, medio eller ultimo på måneden var det godt nok, og som regel havde jeg styr på ugedagen.
Da jeg returnerede til DK udmøntede mit nye laissez faire greb om livet sig i, at det lykkedes mig at misse 3 tog og 2 busser på den første rejse fra København til jysk barndomshjem. Så vidt jeg husker gjorde det fortabt-barn, hjemvendt-datter scenen temmelig, meget mindre glædesstrålende end man ellers kunne have forestillet sig.
Det tog mig et årstid at finde et ekvilibrium mellem de to forskellige måder at mage sig livet på. En af de metoder der funker er en kæft, trit og retning kørsel af min kalender. Så den stoler jeg på. Og i den står noteret at jeg skal udenlands i næste uge. På tirsdag. Det blev bestemt i foråret, og jeg mente at kunne huske at jeg skal flyve sår'n sidst på eftermiddagen - det er ikke nærmere specificeret. Forståeligt, for den slags kan slåes op på mailen.
I denne uge har hverdagen så holdt sit hastige tilbagetog. Hektikken er taget til både i privaten og på arbejdet, og jeg har ikke lige nået det. I aften måtte jeg af andre årsager præcisere min tilstedeværelse her til lands i den nære fremtid, så jeg slog op og tjekkede kvitteringen på majmåneds netindkøbte flybillet.
Det var nok meget heldigt. Flyet letter 9.30 mandag morgen.
Monday, August 07, 2006
Det er samfundets skyld
Jeg synes at hele klokkeslag er det dummeste tidspunkt at mødes på overhovedet. Præcision hvad den slags angår er ikke en af mine dyder. Vi kan aftale kvart over, halv og kvart i - ingen problem og jeg vil endda være i god tid et par minutter før. Men hel. klokken et-eller-andet-nul-nul-dut. Det kan ikke lade sig gøre. Enten står jeg og glaner 8-10 minutter før, eller også kommer jeg halsende 10-12 minutter for sent. For det meste kommer jeg for sent.
Det værste er når det er arbejdsrelateret. Fordi jeg er ærekær og det ikke skal hedde sig, kommer jeg gerne alt for tidligt - og hvis det endelig skal være, højst et par minutter for sent. Men selv dét kræver uforholdsmæssig stor opmærksomhed. Jeg tjekker, dobbelttjekker og krydstjekker med frøken klokken; Kan jeg nu nå det? Hvor lang tid tager det? Hvad er klokken nu? Og den er sjældent mere end et par minutter mere end siden jeg sidst tjekkede.
Efterhånden har jeg lært at tage højde for den funktionelle tidsblindhed med klokken hel. Damer må jo heldigvis godt komme lidt for sent, og angår det møder med the usual suspects ligger det implicit at "hel" i realiteten nærmer sig kvart over, hvis vi da ikke direkte aftaler et nemmere tidspunkt. Men det er nu alligevel småt belastende, for ikke at sige irriterende og en smule stressende.
Kilden til problemet findes i barndommen. Som alle steder startede skoledagen klokken 8. Eller det var det man sagde. I virkeligheden var mødetiden 8.15. Det betød jo så altså også at når skoledagen sluttede kl. 12, eller i de store klasser kl. 14, var klokken i virkeligheden kvart i. Det fortsatte i gymnasiet, og for at føje spot til skade skulle jeg nå bussen kl.7 i.e. 07.12. Og gudhjælp'me om ikke de på universitetet opererer med det akademiske kvarter. klokken hel har aldrig været præcis klokken hel.
Jeg er åndssvagt handicappet med hele klokkeslag. Fordi de har fyldt mig med løgn siden jeg var 6 år gammel.
Det værste er når det er arbejdsrelateret. Fordi jeg er ærekær og det ikke skal hedde sig, kommer jeg gerne alt for tidligt - og hvis det endelig skal være, højst et par minutter for sent. Men selv dét kræver uforholdsmæssig stor opmærksomhed. Jeg tjekker, dobbelttjekker og krydstjekker med frøken klokken; Kan jeg nu nå det? Hvor lang tid tager det? Hvad er klokken nu? Og den er sjældent mere end et par minutter mere end siden jeg sidst tjekkede.
Efterhånden har jeg lært at tage højde for den funktionelle tidsblindhed med klokken hel. Damer må jo heldigvis godt komme lidt for sent, og angår det møder med the usual suspects ligger det implicit at "hel" i realiteten nærmer sig kvart over, hvis vi da ikke direkte aftaler et nemmere tidspunkt. Men det er nu alligevel småt belastende, for ikke at sige irriterende og en smule stressende.
Kilden til problemet findes i barndommen. Som alle steder startede skoledagen klokken 8. Eller det var det man sagde. I virkeligheden var mødetiden 8.15. Det betød jo så altså også at når skoledagen sluttede kl. 12, eller i de store klasser kl. 14, var klokken i virkeligheden kvart i. Det fortsatte i gymnasiet, og for at føje spot til skade skulle jeg nå bussen kl.7 i.e. 07.12. Og gudhjælp'me om ikke de på universitetet opererer med det akademiske kvarter. klokken hel har aldrig været præcis klokken hel.
Jeg er åndssvagt handicappet med hele klokkeslag. Fordi de har fyldt mig med løgn siden jeg var 6 år gammel.
Sunday, August 06, 2006
Trist
Det er så skønt at glæde sig ved hinanden ...Og så forbandet at se ham gå, når man ikke ved, og ingen indflydelse har på, hvornår man skal ses igen.
Saturday, August 05, 2006
Illusioner
Et af de talenter jeg i overenstemmelse med sandheden kan sige at jeg besidder, er evnen til at få rum til at se ryddelige ud. Det er ikke fordi jeg er et sirligt menneske per se, men jeg har henad vejen samlet en række fiduser op der camouflerer rodet.
Man skal for eksempel samle sine bunker. Så mange sammenhængende, tomme flader som muligt giver indtryk af orden. Så skal bunkerne af papirer, bøger, cd'er m.v. flugte i kanterne. Eller bare den kant som man kan se mest af, som bunken ligger der og griner én op i ansigtet. Jo færre linier man kan se, desto mere ro til øjet. Så skal man rede sin seng, og ordne sofaen + de puder der måtte forekomme i den. Det er de store møbler i et rum som man ubevidst bider mærke i først.
Det er ikke for sjov at jeg kan så'n noget. Næst efter ikke at have mad nok til gæster, er dét at blive antruffet i sit rodede hjem, det allerværste der kan overgå én. Og det er fuldstændig ligegyldigt om det er uanmeldt. Mennesker der kommer i ens hjem er per definition gæster, og de skal bydes noget, bespises og føle sig velkomne. Sådan er reglerne.
Det med maden har jeg efterhånden helt styr på. Jeg har altid noget der kan bankes sammen. Giv mig en halv time og jeg kan bespise 6 mennesker i mit eget hjem right then and there. Simpelt sat sammen, bevares - men okay velsmagende. Kaffe og the har man jo altid.
Men dét med rodet. Jeg ved ikke hvorfor, men mine ejendele har en tendens til at kolonisere omgivelserne. Indhold i indkøbsposer sniger sig ud på stuebordet. Håndklæder lægger sig til rette i køkkenet. Telefonen gemmer sig blandt skoene. Sengelinned holder fest på badeværelset. Jakken gør sig det behageligt på kommoden. Det værste var den dag jeg kom hjem fra arbejde for at opdage en kaffekop der tronede midt på madrassen af min uredte seng.
Sagen er den, at jeg kan få det til at se ryddeligt ud på et splitsekund, såfremt ting og sager ikke skal rykkes fra et lokale til et andet. Hvis jeg skal bruge tid på at samle sammen på løstgående genstande, er der ikke slet ikke tid nok til at applikere tricksene.
Jeg vil næsten altid gerne have gæster, og det er faktisk ikke noget jeg behøver at vide dage i forvejen. Men jeg skal altså varsles, bare lige trekvarter. Jeg kan jo ikke både stå og dække over køkkenrullerne i vindueskarmen inde i stuen, og sætte vand over i køkkenet samtidig.
Man skal for eksempel samle sine bunker. Så mange sammenhængende, tomme flader som muligt giver indtryk af orden. Så skal bunkerne af papirer, bøger, cd'er m.v. flugte i kanterne. Eller bare den kant som man kan se mest af, som bunken ligger der og griner én op i ansigtet. Jo færre linier man kan se, desto mere ro til øjet. Så skal man rede sin seng, og ordne sofaen + de puder der måtte forekomme i den. Det er de store møbler i et rum som man ubevidst bider mærke i først.
Det er ikke for sjov at jeg kan så'n noget. Næst efter ikke at have mad nok til gæster, er dét at blive antruffet i sit rodede hjem, det allerværste der kan overgå én. Og det er fuldstændig ligegyldigt om det er uanmeldt. Mennesker der kommer i ens hjem er per definition gæster, og de skal bydes noget, bespises og føle sig velkomne. Sådan er reglerne.
Det med maden har jeg efterhånden helt styr på. Jeg har altid noget der kan bankes sammen. Giv mig en halv time og jeg kan bespise 6 mennesker i mit eget hjem right then and there. Simpelt sat sammen, bevares - men okay velsmagende. Kaffe og the har man jo altid.
Men dét med rodet. Jeg ved ikke hvorfor, men mine ejendele har en tendens til at kolonisere omgivelserne. Indhold i indkøbsposer sniger sig ud på stuebordet. Håndklæder lægger sig til rette i køkkenet. Telefonen gemmer sig blandt skoene. Sengelinned holder fest på badeværelset. Jakken gør sig det behageligt på kommoden. Det værste var den dag jeg kom hjem fra arbejde for at opdage en kaffekop der tronede midt på madrassen af min uredte seng.
Sagen er den, at jeg kan få det til at se ryddeligt ud på et splitsekund, såfremt ting og sager ikke skal rykkes fra et lokale til et andet. Hvis jeg skal bruge tid på at samle sammen på løstgående genstande, er der ikke slet ikke tid nok til at applikere tricksene.
Jeg vil næsten altid gerne have gæster, og det er faktisk ikke noget jeg behøver at vide dage i forvejen. Men jeg skal altså varsles, bare lige trekvarter. Jeg kan jo ikke både stå og dække over køkkenrullerne i vindueskarmen inde i stuen, og sætte vand over i køkkenet samtidig.
Wednesday, August 02, 2006
Jeg er meget utryg nu
Mit pas udløb i juni måned, men siden jeg først skal det bruge midt på denne måned tænkte jeg at det var bedst ikke at føje spot til skade for de glemsomme, frådende, familieferierende julimasser. Så glemte jeg det selvfølgelig selv. Heldigvis har jeg gode kolleger, så jeg brugte min frokostpause og fik lov at skulke lidt i den anden ende hvis der var brug for det.
Det var der egentlig ikke, sådan umiddelbart. Der var slet ingen kø og jeg havde både penge og papirer klar. Men så var fotoet ikke godt nok, mit hoved var ikke afbilledet i 30-35 mm. højde. Jeg fik aldeles nydelig behandling og anbefalet at rende op til fotoforretningen på Hovedbanegården, så jeg var sikker på at jeg endte med et billede der kunne bruges.
Som sagt så gjort. Det tog kun et kvarter, men da jeg kom tilbage var der selvfølgelig kø, så jeg slog mig ned og begyndte at kigge rundt. Det er et meget strengt rum, der på Halmtorvet. På den ene endevæg er der en mindetavle for den betjent der blev skudt af Blekingegadebanden i 1988. På den anden et forældet kort over København og forstæder. Så er den meget høje disk der, igennem hele rummet, og nummertrækningsmaskineriet, et cafebord med blanketter - men det er sådan set også det.
Altså lige bortset fra to plakater på den lange væg bag disken. Der er en nydelig betjent på hver. Og så står der tre ord med meget store typer. På den ene står der EMPATI TOLERANCE UDRYKNING på den anden VENLIGHED SERVICE ANHOLDELSE.
HVAD? Er det en intern huskeseddel? Forestiller det reklame? Måske en hvervekampagne? Hvad skal de plakater signalere?
- Bliv betjent! Vi servicerer med venlig anholdelse.
- Politiet! Tolerant udrykning med empati.
Min tillid til etaten er for nedadgående.
Det var der egentlig ikke, sådan umiddelbart. Der var slet ingen kø og jeg havde både penge og papirer klar. Men så var fotoet ikke godt nok, mit hoved var ikke afbilledet i 30-35 mm. højde. Jeg fik aldeles nydelig behandling og anbefalet at rende op til fotoforretningen på Hovedbanegården, så jeg var sikker på at jeg endte med et billede der kunne bruges.
Som sagt så gjort. Det tog kun et kvarter, men da jeg kom tilbage var der selvfølgelig kø, så jeg slog mig ned og begyndte at kigge rundt. Det er et meget strengt rum, der på Halmtorvet. På den ene endevæg er der en mindetavle for den betjent der blev skudt af Blekingegadebanden i 1988. På den anden et forældet kort over København og forstæder. Så er den meget høje disk der, igennem hele rummet, og nummertrækningsmaskineriet, et cafebord med blanketter - men det er sådan set også det.
Altså lige bortset fra to plakater på den lange væg bag disken. Der er en nydelig betjent på hver. Og så står der tre ord med meget store typer. På den ene står der EMPATI TOLERANCE UDRYKNING på den anden VENLIGHED SERVICE ANHOLDELSE.
HVAD? Er det en intern huskeseddel? Forestiller det reklame? Måske en hvervekampagne? Hvad skal de plakater signalere?
- Bliv betjent! Vi servicerer med venlig anholdelse.
- Politiet! Tolerant udrykning med empati.
Min tillid til etaten er for nedadgående.
Tuesday, August 01, 2006
Det handler om at være tryg
Det buldrer, brager, tordner, lyner, blæser hårdt og pisøsregner. Jeg har slukket for musikken og lysene. Vinduerne står på klem.
Fordi jeg husker at være en lille pige der gik tur med sin far i uvejr for fornøjelsens skyld og fordi jeg husker fornemmelsen af hans barkede næve om min hånd, er den slags vejr noget af det bedste jeg kender.
Fordi jeg husker at være en lille pige der gik tur med sin far i uvejr for fornøjelsens skyld og fordi jeg husker fornemmelsen af hans barkede næve om min hånd, er den slags vejr noget af det bedste jeg kender.
Subscribe to:
Posts (Atom)