Yentl yentl

Vi fik besked på at trække vejret. Ind gennem næsen og helt ned i maven og ud gennem munden. Vi skulle "plugge ind" i vores livskraft med den ene hånd på hjertet og den anden på navlen. Så skulle vi lade som om vi var dyr i Afrikas jungle, og sætte lyd på. Det var uhyggeligt svært at holde masken til at starte med.

Vi skulle være tilstede i vores eget nærvær, og give nærværet videre. Med vores hænder åbne og håndfladerne vendt mod den anden, skulle vi mødes i stille dans, med blikket hvilende i den andens øjne. Det var det mest angstprovokerende overhovedet. At se fremmede mennesker i øjnene med et åbent sind og blik, og fastholde det i eget nærvær og deres. Jeg var skræmt fra vid og sans og perspirerede af anstrengelsen. Og meget glad for at min stud.psyk. veninde hvislede noget om "..uetisk..manglende rammer..helt forkert fremgangsmåde..".

At omfavne fremmede mennesker i et forårskram var ikke halvt så slemt. Heller ikke selvom man også skulle være tilstede i det i lige lovlig lang tid, og stå så tæt at man kunne mærke den andens mave. Hvad der tilgengæld var grænseoverskridende ud i det vilde, var igen at stå over for fremmede mennesker og lade dem give sig deres accept af én. Nærvær i øjnene, hænder strygende håret, berøringer på arme og hals, kærtegn i ansigtet - alt blidt som af en elsker. Jeg kunne ikke give halvt så meget ømhed tilbage, jeg var simpelthen så rystet.

Og så dansede vi. Og drak litervis af vand. Og svedte. Sveden haglede af kroppen. Håret blev gennemblødt, trusser og bh kunne vrides, toppen klæbede til huden, mine jeans skulle vrikkes og rulles af ved toiletbesøg. Under svedlugten var der en distinkt lugt af røgelse i hele lokalet, og kanel fra Chai'en som havde brygget hele dagen i chairummet. Der var kvinder i selskabskjoler, og nogen med batikfarvet tøj. Der var en mand i strikkede bukser (!) og én der var udklædt som leopard, og en enkelt i jakkesæt.

Der var mennesker i alle aldre. Der var rigtig mange bare fødder. Det var fandme flippet. Jeg skal afsted igen.

Hvad r mest irriterende?

• Jeg høre hvad du siger
• Jeg køre nu

Vs.

• Jeg kan kører nu
• Jeg kan hører hvad du siger

Kloshold

Jeg kan bedst håndtere noveller og digte. Helst digte, og ikke de lange der breder sig over flere sider. Jeg kan bedst lide at oplevelsen er hurtig og flyvende. Selv i sin dvælen og langsommelighed er digtet en hurtig og flyvende oplevelse. Og man kan læse igen og igen, og bliver aldrig helt væk fra virkeligheden.

Når jeg virkelig læser, ikke studerer – det er en analytisk gebet, som at læse, læse, læse fordi jeg mener det, er det aldrig i det offentlige rum. Dér bliver jeg pludselig så malplaceret. Snip, snap og jeg er ude af trit med den virkelighed jeg befinder mig i. Selvom jeg måske kun har siddet i et kvarter ser jeg op og er utryg fordi verden ikke længere stemmer med min fornemmelse, som ligger i fiktionen, som jo bare er papir og sværte og derfor ikke virkelig, men bare noget man læser. Det er ustabilt. Det er ubehageligt som kvalme der ikke rigtig vil udmønte sig i egentlig reaktion. Som hovedpine der ikke rigtig vil blive til noget man kan tage piller imod. Jeg bryder mig ikke om det.

Skal jeg læse, virkelig læse, stjæler jeg tiden til mig selv, hjemme. Der står tingene fast omkring mig. Der bliver tingene stående og forandrer sig ikke uden mig. Verden stemmer når jeg ser op fra min bog. Og jeg kan trisse omkring med min refleksion i ro og mag og komme til mig selv som det passer mig. Og sig.

Just another manic Monday

Jeg stod faktisk bare og passede mig selv, som jeg ventede på at krydse ved grønt. Det ved jeg helt bestemt for jeg brugte stort set al energien på at kontrollere min irritation over en genstridig kontaktlinse i det højre øje. Måske blinkede jeg lidt for meget - eller måske han bare manglede nogen at tale med, ihvertfald forventede den ældre herre med tophue tydeligvis et svar da han temmelig højt sagde til mig: Pia Kjærsgaard slikker røven på kapitalen!

Jeg tror jeg skuffede fælt da jeg kun fik sagt: Ah hva?! Så efter han havde mumlet: Det er lort i karry... gentog han sin første sætning, denne gang i hvad der må karakteriseres som et brøl, og med tydelig sydsjællandsk dobbelttræk på vokalerne, for ligesom at understrege sin pointe: Pia Kjærsgaa-aard slikke-er røven på kapita-alen.

Jeg vidste virkelig ikke hverken hvad dét skulle hjælpe, eller hvad jeg skulle mene om sådan et udsagn, så jeg fik bare pippet et tøvende, uforpligtende: Javel...

Han rystede på hovedet af mig da vores veje skiltes. Han rystede på hovedet af mig!?

Tillykke Skipper

Hvad man dog ikke finder i gemmerne... Bortset fra punkterne 6 og 7 holder denne ønskeseddel vel egentlig endnu, eller bliver der udsendt en ny, fælles én til kalaset?

1. Guns guns guns og kanoner
2. Det legitime voldsmonopol
3. Pratikplads/mesterlære som demagog
4. Ankerbolten til Storebæltsbroen
5. Terror netværk (bare et lille et)
6. En eunuk + Harem
7. Bogen How to stay cool in the prescence of good looking girls på dansk: Jern læg dig
8. En absolut komplet brugsanvisning til kvinder
9. En diamant maskine! Nej, ikke for egen vinding men for verden
10. For små sko
11. Tidsmaskine
12. Jørgen Leisner

Misantropen

Hvorfor bliver jeg så perlende lattermild i konfrontationen med den indædte foragt? Den slebne perfiditet hensætter mig i en henrykt overstadighed og det mavesure, pessimistiske udsyn gør mig munter og glad.

Sardonisk kynisme i lækker melodisk rockindpakning; ingen gør det mere elegant end Jim O'Rourke:

These things I say, may seem to offend
But not half as much, as I’d like to intend
Listening to you, reminds me of
A motor’s endless drone
And how the deaf are so damn lucky

uddrag af Memory Lame - fra Insignificance