Penge er kun papir

Jeg tager ikke altid min telefon. Selvom den er mobil betyder det ikke at jeg ikke er anderswo engagiert. Måske har jeg bare ikke lyst til at tale med nogen. Jeg screener mine samtaler. Der kan være omstændigheder; arbejde, selskabelighed, beskidte hænder. Man kunne argumentere for, at det er mest høfligt at besvare opkaldet for at sige: "jeg er er optaget og kan desværre ikke tale lige nu". Men som kvinder flest har jeg en ubændig trang til forklare hvorfor. Og det det kan være ret upassende.

Derfor tog jeg ikke telefonen da jeg fik et opkald som jeg mistænkte for at være fra banken. Annette ringer mig nemlig sjældent op når der er plus på kontoen. Og at sige: "jeg kan ikke tale lige nu - jeg shopper" når hun med al sandsynlighed vil høre mig hvordan jeg har tænkt mig at dække mit overtræk, er alligevel mere utjekket end jeg kan bære. For ikke at sige pinligt og flovt.

Efter sådan et ikke-opkald kommer der gerne brev fra banken. Eftersom jeg sjældent modtager breve fra banken midt på måneden hvis der er plus på kontoen, går der gerne en dags tid inden jeg har mod til at se kontoudtogets nederste linie i øjnene. Annette er åbenbart lidt bange for at jeg ikke kan finde det minus i bunden. Hun high-lighter det for mig. Med en grim, selvlysende, neongul farve. Jeg kunne godt tænke mig at hun prøvede en mere venlig farve. Grøn for eksempel. Eller blå. Bare engang i mellem.

Denne gang har hun skriblet en besked til mig også. Hun vil gerne have jeg kontakter hende for at aftale hvad vi gør med det overtræk. Og så beder hun mig "overveje" at skifte Dankortet til et Visa Electron.

Dette blev ugen hvor jeg måtte lide den ydmygende tort at se mig overført til dét pengekort, som er udviklet for at forældre til økonomisk uansvarlige teenagere kan sove roligt om natten, uden at have mareridt over at blive sat fra hus og hjem fordi de hæfter for deres pubertære yngels manglende evne til fiskal administration.

For at føje spot til skade måtte jeg også til min usigelige, ubehagelige, fortrædelige overraskelse opdage at hovedpersonen i en 'generationsroman' der '...holder luppen over de snart-trediveåriges undvigelsesmanøvrer' er på samme alder som mig.

Jeg er altså sidst-i-tyverne. Og har SÅ meget fortjent sushi nu.