Der er et menneske som det føles som om jeg har kendt altid. Vi stod hinanden meget nær engang; det som hændte een syntes ikke rigtigt virkeligt før det var blevet den anden meddelt. Ind i mellem har vi siden ikke været så tæt på hinanden. Vi voksede efterhånden ud over pubertet og teenagetider og fik kærester og andre veninder.
For ikke så lang tid siden havde jeg et rough patch at gå igennem. Sådan en tid hvor man intet har at give og hvor man intet magter at tage imod. Hvor alle forespørgsler føles som krav, forpligtigelser og ansvar man ikke kan bære. Og hun var der bare. Intet ekspliciteret, intet nævnt. Bare matter of factly tilstedeværelse.
Det fiksede ikke noget, alting ligner sig sig selv som det gjorde da. Men den gestus gjorde det hele meget nemmere.
No comments:
Post a Comment