Der er ikke slidbane tilbage at skue, bremsen funker ikke, støttebenet skal sparkes op og på en god dag kan jeg vælge mellem 2 gear. Med dette vejrlig og føre er der ingen gode dage og jeg har opgivet at cykle. Eftersom jeg ikke har tålmodighed til at være i den offentlige transports vold har jeg slået en handel af. Jeg lader mig nok transportere den ene vej, tilgengæld er jeg på gåben den anden.
Og selvom det er koldt er det en fornøjelse. Jeg kan lide at gå. Opmærksomheden på trafikken og i en radius af en meters penge er på automatpilot. Det kræver kun et minimum af energi at undgå kollision og som jeg går og går stærkt, falder jeg ofte ind i et mentalt felt af zen. En art falden i staver hvor jeg bare er tilstede. Kroppen bevæger sig og sindet holder pause fra aktiv tankevirksomhed og bevidstheden om reflektioner, følelser og rationaler. Der er ro dér. Og pludselig kan jeg opdage at jeg går og smiler. Jeg vågner op til dåd og mærker at jeg er dumpet ind i et rum af lykke. Helt uafhængigt af hvad der ellers går og foregår i livet.
Jeg kan godt finde på at gå en omvej så. For jeg ved godt at det bare er et frikvarter fra tvivlrådighed, mismod og forvirring. Når jeg træder ind ad døren hjemme er der beslutninger der skal tages, og selvbebrejdelser over de gode fortsætter som vejen til helvede er brolagt med. Jeg håber vejret holder lidt endnu.
No comments:
Post a Comment