Festival

Copenhagen Jazz Festival er en skøn opfindelse. Man kan tage ud efter arbejde, høre god musik og drikke bajere. Man kan tage videre og spise godt til små penge, drikke flere øl og næsten ikke fryse selvom man sidder udenfor. Man kan drikke flere øl endnu og grine, pjatte, le og smile til de søde mænd. Og når man fryser nok og kommer i tanke om at man skal op på arbejde i morgen, så er man ikke mere end et kvarter fra den lune seng og det er ikke engang rigtig sent så der er ingen grund til at få dårlig samvittighed over bajerne. Copenhagen Jazz Festival er en skøn opfindelse.

Nej, jeg kan ikke lige placere det på et kort...

...Men jeg har altid svar på rede hånd:

- Ved du hvor Ballerup ligger?

- Jaeh, altså... uden for København.

- Øøøh.. Hva?

- På den grønne s-togs linie.

Letpåvirkelig

Der findes film jeg ikke må se igen. Out of Africa for eksempel. Jeg har vel set den en 3-5 gange og jeg stortuder på rystemåden hver gang. Det er der sådan set ikke noget slemt ved. Det der er helt galt er at følelsen fortsætter når filmen er slut. I ugevis bagefter bliver jeg så ufatteligt trist når jeg tænker på den. Sådan helt dybt ind i sjælen. Virkelig, virkelig ked af det. Uden sammenhæng med mit liv i øvrigt. Det hjælper overhovedet ikke at jeg godt kender filmen og ved hvad der sker. Det hjælper overhovedet ikke at fortælle mig selv at det bare er film, og at det slet ikke foregik på den måde i virkeligheden. På et tidspunkt måtte jeg simpelthen give fortabt og tage en beslutning om bare ikke at se den igen.

Nu kan jeg så udvide listen med bøger. Jeg har læst Den engelske patient. Det gør jeg aldrig igen.

Let gang på jord

Jeg bar gårsdagens irritable rastløshed med natten over. Og var også muggen over at der ikke var morgenmad til kontormødet som vanligt. Den ene kollega havde været oppe hele natten med sine umulige unger, en anden var punkteret på vej til job. Vi havde en masse dårligt humør at dele og multiplicere i refleksionen.

En tredie kollega, en ældre herre, kommenterede at han havde set mig udenfor arbejdspladsen i går, og sådan lidt i forsvarsposition replicerede jeg, at jeg skam også havde hilst på ham - om ikke han havde set det? Jo da sagde han - det er sgu så sjældent at smukke unge kvinder hilser på een nu om dage, så det husker man! Han havde det mest charmerende glimt i øjet, så jeg kunne ikke andet end at overgive mig og slå smut med øjnene mens jeg svarede: Det forstår jeg ikke, du er da sådan en flot mand!

Principielt ligger potentialet for sex til grund for al flirten. Og potentialet for sex står og falder med attraktion og begær. Men luften behøver ikke være tung af usagte løfter og uudtalte ønsker. Der behøver ikke falde tvetydige udsagn, åbne spørgsmål, tavse invitationer eller kærtegn kamufleret som tilfældige berøringer.

Flirten kan også være lillebitte og uskyldig. Uden andet potentiale end det der ligger fuldstændigt hypotetisk i et parallelunivers på tværs af tid og sted. Flirten kan også bare være den ganske enkle, uforpligtende, gensidige anerkendelse af den anden som seksuelt væsen. Som attraktiv og begærbar, hvorend teoretisk.

For så kan man opleve at frustrationer opløses i smil, latter og leg. Og dagene bliver så utroligt meget nemmere at gå i, når bagagen bliver lettere.

Utidig

Jeg er rastløs. Jeg går omkring i cirkler - gør lidt her, lidt der og ikke rigtig noget færdigt. Har ikke lyst til selskab, gider ikke være alene. Har ikke lyst til at gå ud, har ikke ro til sengs. Træt men ikke søvnig. Føler fredag, kender torsdag. Tankerne smutter hid og did, og kan ikke holdes fast. Det er ligesom at komme hjem fra indkøb med rosiner for femte gang i træk, men uden de elektriske pærer som man har manglet ligeså mange gange.

Findes koncentrisk uden cirkel? Hvor går grænsen mellem drøm og fantasi? Kan tålmod og stædighed skelnes fra hinanden i funktionen? Hvorfra stammer udtrykket at løbe solen sort? Hvorfor bruges underkastelse og overgivelse synonymt med hinanden? Kunne en husbåd være et fedt sted at bo? Hvornår bliver brug til mis-? Hvad er den definitoriske forskel på undren og nysgerrighed? Hvad er det for noget snask der sidder fast i bunden af min køkkenvask? Og kan jeg monstro vaske op uden at slå noget i stykker af irritation lige nu?

Ikke at jeg egentlig var i tvivl...

Man ved at det er mandag når man vågner med en knaldende hovedpine, og med al tydelighed er ved at tillægge sig myoser i kæbemusklerne.

Man ved at det er mandag når man under pakning af taske, må beslutte om afklippede cowboybukse-shorts eller ekstremt udtjente og malingsplettede Bruuns Bazaar sommerbukser er mindst upassende til senere udfoldelser i motionscenter.

Man ved at det er mandag når man i afsøgning af garderobe for bare remotely sporty clothing, støder på et sort, gammeldags bomuldslagen til en 90 centimeters madras, og absolut ingen erindring har om nogensinde at skulle have indkøbt det, endsige idé om hvorfor.

Man ved at det er mandag når man i morgentrafikken på vej til job pludselig spørger sig selv om hvad der egentlig nogensinde blev af Sølvpil. Og Falkeøje. Og tager sig selv i at tænke: Hvor er Falkeøje når man har brug for ham? I ramme alvor.

Man ved at det er mandag når morgenradioens afspilning Shakiras Hips Don't Lie og Chumbawambas I Get Knocked Down hænger fast, mixes sammen og kører i loop for det indre øre, og i øvrigt forekommer som totalt passende soundtrack.

Man ved at det er mandag når det man virkelig har brug for klokken 10.30 er en firedobbelt Bombay Sapphire, neat.

Korrektion: Falk. Han hedder bare Falk. Hesten hedder Ørneøje. Sølvpils hedder Stormvind. Og Månestråles puma hedder Tinka. Med tak til Nick.