Monday, May 22, 2006

Opskrift på ildebrand

  • I mangel på brødrister sættes ovnen på grill og 275 grader
  • [x] skiver brød lægges på rist
  • Rist sættes i ovnen på øverste rille, så tæt på rødgødende varmelegeme som muligt
  • Glem alt om det
  • Luk evt. døren til køkken
Jeg vil tro det tager et kvarters tid, 20 minutter at få en rask lille ildebrand kørende afhængig af antallet af skiver brød (ikke iberegnet forvarmning af ovn). Efter 7-10 minutter er røgudviklingen ihverfald betragtelig og brødet ulmer.

Sunday, May 21, 2006

Fortætning

Med intense dage i bagkataloget, efterladenskaber fra gårsdagens gæstebud i køkkenet, rester fra flaskerne til ditto i blodet kigger jeg søndagsdovent omkring på hjemmets relative orden, der som glasur er dækket af aviser, ordbøger, opslagsværker, atlas og diverse bøger med sammenhængende substans af variende indhold og kvalitet.

Jeg har læst og læst og læst i dag. Hen og op og under og over og omkring og forbi og pletvist og igennem flere kapitler. Det er en anarkisk måde at tilegne mig viden på som måske, måske ikke, går igennem filtret til senere reproduktion og åh så original ny sammenstilling, som jeg ikke desto mindre mener med næsten kvalmende intensitet og hver fiber i min krop. For selvom det objektivt, og måske for de fleste, er ligegyldigt så er det vigtigt. For ellers kan det være ligemeget. Ellers er der ingen grund til at forsøge at forstå og formidle. Det bliver kun godt på den måde.

Det er en hård måde at gøre det på fuld af rædsel og tvivl, men i tillid til følelsen i kroppen er det den eneste måde med det. Der er mere pragmatiske, rationelle, rigtige måder at gøre det på, men uden den rigtige gut feeling er det fuldstændig ude af ligningen. Hvorfor skulle jeg gøre noget bare fordi jeg kan, eller fordi andre gør det, når jeg nu på forhånd ved at det ikke bliver godt. Eller gør mig glad - hvilket på sæt og vis er nøjagtig det samme.

Det er en følelsesmæssig økonomi der kommer med alder, eller forankring, der byder mig i mod at spilde min tid; jeg er nødt til at investere før det bliver godt, og hvis der intet ordentligt afkast kommer af det, bliver det skåret bort uden skrupler. Egentlig gælder det alle livets forhold. Om det er integritet eller slet og ret kynisme ved jeg ikke.

Thursday, May 18, 2006

Liv og glade dage

Selvom det ikke er helt nemt at mingelere paraply, taske, indkøbspose og et tørrestativ, bliver jeg lykkelig gennem marv og ben af den dybe, tunge sommerregn. Jeg elsker at alting bliver anderledes. Verden er en anden, lugten bliver skarp og præcis, lyset diffust og blødt og lyden af vanddråber der drukner andre lyde. Jeg elsker at blive våd på vejen hjem; håret der klæber til hovedet, kold rislen ned ad ryggen, at blive så gennemblødt at det kan være ligemeget - man ligner alligevel en druknet mus og vandpytter hopper jo heller ikke i sig selv. Den kolde, fugtige gåsehud som ved hjemkomst og tøjskift gløder og bliver varm.

Wednesday, May 17, 2006

Hvorfor er der ingen der forærer mig en ø?

I embeds medfør er jeg p.t. i gang med at genopfriske dele af min Danmarkshistorie. Og fordi studienørkleriet falder mig let når jeg ikke skal, faldt jeg ned i et sort hul af obskur tronfølger- og bastardmorads.

Frederik III, passende nok tredie ægtefødte søn af den navnkundige Christian IV med de sindsygt mange børn, havde, som det sig hør og bør i tiden, elskerinder og Margrethe Pape skænkede ham en søn. Den lidet kendte Ulrik Frederik Gyldenløve til Grevskabet Lauervig. Den stakkels dreng led den tort ikke at få anerkendt sit første ægteskab til Sophie Urne, og i anden ombæring se sig formælet til Marie Grubbe som ikke artede sig. Først i tredie hug var der bid med Antoinette Augusta af Aldenburg, og fra de ægteviede nedstammer greverne Danneskiold-Lauervig.

Ikke at forveksle med greverne Dannieskiold-Samsøe, der som prominent forfader tæller Ulrik Frederiks halvbror, den nok så kendte Christian V, der sørgede godt for sin elskerinde, Sophie Amalie Moth - han forærede hende for eksempel Samsø. To små Gyldenløver, de kongelige bastarders adelstegn hvis de var drengebørn, så dagens lys og de blev begge opdraget hos den førnævnte royalt halvbroderlige Ulrik Frederik Gyldenløve. Og ud af det kom et giftermål i stand mellem Ulrik Frederiks datter, grevinde Charlotte Amalie Danneskiold-Lauervig, og hans halvnevø Christian Gyldenløve, greve til Samsøe, og deraf nedstammer slægten Danneskiold-Samsøe.

Den første Danneskiold-Samsøe der udsprang af hymens lænker, en Christian, giftede sig iøvrigt med en kvinde med det lidet misundelsesværdige navn Conradine. Slægtens kvinder giftede sig bl.a. ind i meget lidt kendte grene af den augustenborgske slægt. En Henriette giftede sig med Frederik, prins af Nør. Og et barnebarn af Louise Sophie Danneskiold-Samsøe, gift med en hertug Christian August, blev faktisk svoger til kejser Wilhelm 2. af Tyskland. Han hed Ernst Günther.

Monday, May 15, 2006

Peristaltik m.v.

Efter kollegaens hårrejsende og detaljerede beretning om en tarmskylning kan jeg med fast overbevisning erklære, at dét er en oplevelse jeg mere end godvilligt lader mig gå forbi.

Ved nærmere eftertanke figurerer det lavement som gravide på landets fødegange udsættes for, heller ikke særlig prominent i de efterfølgende fødselshistorier der ellers ikke skorter på rædselsvækkende og klamme detaljer om slim, blod og kødets skrøbelighed - i bogstaveligste forstand.

I det hele taget; det der med navlestrengen - det er sgu da ulækkert som nogen vil gemme den og hvad sidder moderkagen egentlig fast i?

Friday, May 12, 2006

Relativitetspraksis

Det kan med sikkerhed konstateres, at et barn kan konsumere dobbelt så meget is som den dobbelt så høje voksne. Under de rette omstændigheder, i.e. fraværet af det mødrende ophav, kan et barn med en fjerdedel kropsvægt af den voksnes spise fire gange så meget is som denne.