Take it away - it's your party!

Jeg kan ikke lide Aldi. Aldis hustandsomdelte reklamer er bare så kedelige. For slet ikke at tale om den klamme, hengemte lugt der altid er i Aldi. Nu vil jeg godt lige smide ind at jeg aldrig personligt mødt en tysker som jeg ikke brød mig om. Jeg har intet i mod hverken Tyskland eller tyskere (altså, bortset fra det med blitzkrieg, endlösung og Habermas. Jeg har et stort problem med Habermas). Jeg kan bare ikke lide Aldi. Det er lavpris på en nedern måde i alle henseender.
Jeg kan til gengæld godt lide Netto. Jeg ved godt at man skal komme i god tid inden kasseapperatet smækker i for at få mælk og grønt i posen. Og at der er meget kø ved kassen altid. Men der er bare noget ved Netto jeg holder af. Basissortimentet er iorden og spotvarene er tit god kvalitet til billig penge. Og reklamerne - jeg kan godt lide at der er et tema. Godt nok er det lidt søgt med slanke/helse tema den første uge af januar, men Matas gjorde det jo også. I denne uge er det foreksempel sejlertema. Jeg syntes det er så fint at blive mindet om at der er en målgruppe for den slags. Og at tænke sig at der garanteret er mange mennesker som ikke anede at de var målgruppe for den slags.

Egentlig er denne uges reklame ganske som den plejer. Lige indtil man kommer om på side 22. Næstsidste side, og næst-næstsidste side er gerne sådan lidt en kludehandel for de varer som ikke lige passer ind på de andre sider. Troligen er det da også en lidt sær sammenstilling: Slik, knækbrød og chokoladerosiner... Og hvad skuer mit øje? Et tysk produkt som fanger blikket: Party Rounds pumpernickel. 250 g, 6 dkk, ohne konservierungsstoffe. De kommer fra Delba Backbetrieb. Well, excuse me - er pumpernickel ikke bare rugbrød? På tysk?

Så er det så runde stykker rugbrød. Som man serverer til fest. Fordi de er runde og derfor mere festlige. I det hele taget: Fest - Rugbrød? Rugbrød - Fest?

...Det er dét der er galt med tyske produkter og dermed Aldi.

Man tager en potageske

Man tager om kyllingens ben i højre hånd, og med et godt greb om vingerne med venstre giver man den et smak! i hovedet ned i huggeblokken, så den er ligger stille når man hugger hovedet af.

Man holder den derefter til blodet er randt af og vingerne er holdt op med at slå. At lade en hovedløs høne rende rundt er noget svineri, for ikke at sige usmageligt og amatøragtigt. Selvom det nok alligevel er sket nu og da, til børnenes frydefulde gru og begejstring.

Derefter dyppes kadaveret i kogende vand og den plukkes. Der lægges et snit i det bløde område over gumpen, samt i den anden ende på halsens underside og inderne tages af. Tarme, æggeledere, mavesæk og lunger smides ud. Hjerte, lever og evt. udannede æg beholdes og rengøres, sammen med kråsen der skæres op og befries for småsten og madrester inden hinden rives af.

Slutteligt klippes vingespidser, hønsefødder og røvhullet af, kadaveret skylles godt igennem og kontrollesres for rester af indvolde (lungerne kan godt være svære at få med) inden halsen trækkes ud af huden og gennem hullet i toppen.

Et voila: kokkerér!

Stille med dørene

På dagen i dag er det vist passende at opremse ting man ikke er rigtig stolt af, men som man alligevel heller ikke synes at man helt kan gøre for:

• Jeg har en svaghed for Cat Stevens.
• Som i: der er ingen, ingen, coverversion der yder originalen fyldest. Overhovedet. Faktisk er det helligbrøde at genindspille.

• Jeg er mørkeræd.
• Som i: rigtig alvorligt meget. Kun årtiers jernhård kontrol, og min idé om den voksnes værdighed, forhindrer mig i at løbe rundt i et forrykt, hovedløst, totalt irrationelt angstanfald. Skrigende.

• Jeg sover med en varmedunk.
• Som i: jeg elsker min varmedunk. Jeg har selv købt den. Jeg har virkelig helt utrolig kolde fødder. Jeg kan faktisk vågne om natten fordi jeg fryser mine ankler. Altså, mest om vinteren.

God opførsel

Jeg gik og jeg gik og jeg gik, opfyldt af en irritabel, rasende, rastløs energi. I hæsblæsende fart med en voldsom trang til at ulule skingert med tungen mellem tænderne. Klynkende, flæbende småbørn skulle have en kindhest. Usoignerede, indolente teenagere skulle have et drag over nakken. Langsommelige, ildelugtende pensionister skulle have én på munden. Jeg kunne gå op af et bjerg.

Og jeg kommer hjem efter 2 timer rundt i København. Og læser lyrik fuld af ulykke, død og forrådnelse. Har kun lyst til at lytte til Trickys Pre-mellenium Tension. Udmattelsen sætter ind. Over anstrengelsen. Over at kontrollere den voldsomme og overvældende agression som er min, og ikke kommer andre ved i nogen form eller udladning.

Biblen og den blide kvinde

Alle kvinder der har været små piger engang, har Det lille hus på prærien et al. på listen over akter i det mentale læsearkiv. Det er en opbyggelig historie om nybyggerne på Amerikas vidstrakte prærier. En læselig pendent til drengenes vilde legen cowboyder og indianere. Så kunne man sidde stille og være en rigtig pige og læse om hvordan man ikke skulle være egenkærlig eller nyfigen. Og om at malke kvæg og sy sine egne kjoler. Og om at blive blind af skarlagensfeber og næsten sulte ihjel henover den lange vinter hvis man da ikke frøs ihjel.

Så kom tv-serien og dengang i 80'erne blev den slugt råt. I aften genså jeg et afsnit af Det lille hus på prærien. Hold da helt op hvor er der bare et bibelcitat til enhver lejlighed. Og den gode, blide, opofrende kvinde som er den perfekte moder og rigtignok håndterer den forfærdelige fru Olson på den helt rigtige måde. Og den gode, blide, kloge lærerinde som tilgiver Laura selvom hun faktisk snød med den stil der skulle læses op.

Det var til at kaste op over al den blide godhed og vi gjorde os sarkastisk lystige over den. ...Det er nok bare fordi jeg er træt, at jeg måtte knibe en lille tåre til sidst.

Tilfredshed

Jeg hader kun foråret en fraktion mindre end vinteren.
Vejret passer mig glimrende!