Tusch

Min beslutning om at blive tatoveret var så velovervejet som den nu kan være når man er en 19-20 år gammel, men egentlig er jeg kun blevet mere glad for den som årene er gået. En årsag hertil er just dukket op i grænselandet til overspringshandling: en artikel af Michael Harding fra Fashion Theory (3 no1 81-108 mr 1999):

The woman, by being tattooed, is acknowledging the historic impositions by the male power structure on the female body, but is then reclaiming her own body, rewriting her own narrative, and recreating her own meaning.

Min dybe tilfredshed forklaret. Tak akademia.

De gode, de onde og de virkelig grimme

Mens højtiden tilstunder i frisættelsen af den evindelige juleøl, muntrer jeg mig imellem de almindelige overspringshandlinger med genlæsning af gamle universitesopgaver. Det er en assorteret samling af mere eller mindre holdbart akademisk tilsnit.

Jeg var som førsteårsstuderende tilsyneladende ikke bange for at favne opgaveemnerne, så jeg har uden nogen videre anfægtelse bare kaldt en lille 5 siders opgave Den franske revolution. I den serie finder man også Absolutisme og Feudalisme ligeledes på 5 sider hver, og tilsyneladende så fyldestgørende redegjort for at der åbenbart ingen trang føltes til afgrænsende eller forklarende underoverskrifter.

Norges selvstændighedstab i 1536 er derimod specifikt nok, og jeg husker endnu hvor glad jeg var for den opgave. Den burde vistnok have handlet om Christian IV, men aldeles symptomatisk endte jeg med at om noget temmelig perifert fra århundredet før. Men jeg nød at skrive den og entusiasmen kan da også genfindes i et uakademisk stort antal udråbstegn fordelt jævnt i teksten samt brug af kursiv strategiske steder.

Jeg blev bachelor med en helt ekstremt kedelig og langtrukken affære om Den store arabiske revolte 1936-39. På det tidspunkt var der kun sideantal i kravsspecifikationen på opgaver og i den tid det tog at skrive den, mistede jeg fuldstændig evnen til at redigere i og ikke mindst slette fra teksten. Den blev på 31 sider med Times New Roman, punkt 11, enkelt linieafstand uden indryk.

Til gengæld var resten af mine opgaver det semester yderst barberede, og jeg var endda så skamløs at kopiere uhæmmet fra en essay i 'feministisk videnskabsteori og kønsforskning' til en opgave i 'humanistisk videnskabsteori' kan jeg se. Til gengæld fandt jeg det da ingenlunde for lidt at redegøre for Foucaults magtteori i standpunktsfeminismens optik på 3 sider.

Åh ja, jeg ville ønske at jeg stadig var ligeså uskyldsren, clouless og frygtløs i Akademia. Og at jeg kunne drikke mig ned i snebajere sammen med en masse andre der var det samme.

Post-pubertet

Jeg skriver speciale. Endnu. Og det er skammeligt. Synes jeg. Jeg har ikke ord for at beskrive helt præcist hvor skrækkeligt det er at møde mennesker som undrende og uden bagtanker siger ting såsom Jeg troede da at du havde afleveret?! Hvornår startede du? og Var det ikke meningen at...? og den slags. Så jeg er et jævnt forfærdeligt menneske nu om dage.

Jeg svinger mellem rasende irriteret pubertær umulighed, hvor jeg end ikke forsøger at være rimelig, til tudevorn følelsesmæssigt skrøbelig undskyldning for mig selv. Gerne indenfor en 5 minutters tid. Jeg tror det er ret hårdt for mine omgivelser og i et af mine få mere mentalt sunde øjeblikke, fik jeg sagt til den herre det oftest går ud over, at jeg mente at det var svært for nogen at gøre noget som helst rigtigt i tiden, og jeg var altså ked af at det gik så meget ud over ham.

Belært af tidligere erfaringer undlod han klogeligt at gå yderligere i dialog, for ligesom ikke at give mig brændstof til endnu en tirade af den ene eller anden slags, men sagde bare at det var han glad for at høre. Det ledte mig så til gengæld til en langstrakt tårevædet taknemlighedstale.

... Jeg sagde jo lige at det var svært for nogen at gøre noget rigtigt.

Allermest max mandag

Det er overhovedet ikke overraskende mandag når man opdager at ens køkkenloft er ved at falde ned samtidig med at man får besked om at den med længsel og glæde imødesete forlængede weekend m. kæreste i europæisk storby om en måned nok er aflyst.

Hverdagens helte

Efter et par dage med BastaBumBarnet i min varetægt vil jeg gerne rette en stor tak til de mange hensynsfulde og hjælpsomme mennesker der hver dag lader sig befordre af den offentlige trafik.

Guderne skal vide at det er en prøvelse i sig selv, så utrolig mange tak til forretningsmanden som rejste sig for os her til morgen og den nydelige unge svenske mand der spurgte om jeg ville sitta bredvid barnat. Tak til bedstefaderen der sad ved siden af Bimsen i går som instinktivt rakte ud og holdt ved hende da jeg ikke selv kunne nå, og tak til Matas-pigen som smilede overbærende da hun fik klamme 3-års hænder i håret. Stor tak til den ældre dame som sludrede tålmodigt med barnet og tak til studinen som smilede opmuntrende til mig. Tak til alle dem som ikke tsktsk'ede, fnyste af forargelse eller rullede med øjnene af en uerfaren pendler med et træt, beskidt og genstridigt barn i myldretiden.

Til gengæld findes der et særligt sted i helvede for folk som er fuldstændig ligeglade med at der findes små mennesker under øjenhøjde og et særligt, særligt sted for folk som snerrer over at et børnehavebarn mister balancen i en fyldt bybus.

Gramatik

Det er nu så dejligt ironisk at man i reklamen for Samlerens bogklub i omtalen af Politikens håndbog i nudansk har stavet grammatik med et m.