Receiver is king!

For nylig blev jeg begavet med endnu en niece - 8 pund, 53 centimeter. Hun har en storebror på 2½ og da han så babyen for første gang, stillede han et spørgsmål der i den grad illustrerer behovet for at dobbelttjekke forståelsen af de forklaringer man giver små børn:

Er dens mor blevet væk?

Attaboy! 

Tungetale

Strøsukker er et dejligt ord vi siger for lidt - s t r ø s u k k er.

Det løber rundt i munden; fra tyssende S til tungespids T med et hurtigt lob til rare, rullende R med et drop i kæben og rundede læber på øehende Ø, så genbesøges hvisle S, og på et yndigt, åehende U rammer man allerbagerst på tungen et kvikt, kækt knækkende dobbelt K inden sidste stavelse åndes ud i det lidet definerbare århende E R.

Strøsukker. Et godt ord vi bruger for lidt. ...Stødt melis har bare ikke det samme twang til sig.

Arghbejde

Jeg er ikke bibliotekar. Hvis jeg havde villet være bibliotekar havde jeg ansøgt om optagelse på bibliotekskolen. Så havde jeg nok også været mere interesseret i organisering af dokumenter end jeg er. Desværre nærer ingen på min arbejdsplads den interesse heller, hvilket har afstedkommet en mildt sagt inkonsistent praksis for arkivering af dokumenter.

Og det har jeg så fået til opgave at råde bod på. I sidste uge var jeg sort af frustration indeni. For mage til mind-fucking-numbing arbejde har jeg ikke været udsat for siden jeg var student.

Jeg dobbelt- og krydstjekker kalendere halvandet år tilbage for bare at finde ud hvornår møderne er blevet holdt. Jeg støver rundt i mødeindkaldelser. Jeg går tiggergang hos deltagerne til de skide møder, for at de skal fiske deres rådne præsentationer og forbandede notater frem fra deres private desktops, drev og ind- og udbokse. Og så er jeg fandeme også nødt til at læse dagsordnerne og referaterne for at sikre at der ikke henvises til møder eller godkendes referater fra møder som ikke er i mit system.

I løbet af sidste uge overgik frustrationen til resignation der udviklede sig til en art zen med opgaven. Det er nok af et pillearbejde til at jeg ikke skal distraheres, men ikke en beskæftigelse der kræver så meget koncentration, at jeg ikke kan stoppe ipoddutter i ørerne og lytte til musik. Og selvom ingen siger tak eller rigtig værdsætter det, blev det jo heldigvis fredag.

Men det blev også mandag igen, og efter 10 stive timer med det i dag var jeg så grædefærdig af demotivation at det hele også bare kunne være fuldstændig ligegyldigt. Og jeg cyklede nedbøjet hjemad iklædt alt for varmt tøj. Og kastede opgivende morgenmad i indkøbskurven som en sølle substitut for aftensmad. Og bemærkede godt nok en afsindigt tiltrækkende mand i supermarkedet. Dog kiggede jeg ikke to gange eftersom jeg ikke engang havde gidet at tage cykelhjelmen af.

Men så stod han bagved mig oppe ved kassen, og da den indolente kasseekspedient kom til at indløse hans flaskebon på mit indkøb og jeg pludselig skyldte en afsindigt tiltrækkende mand 6 kroner, og han lo og smilende tog i mod mine 3 fedtede 2 kroner, kunne jeg ikke engang se ham i øjnene og smile tilbage.

Jeg skal simpelthen have et nyt arbejde.

Nemesis - hybris

Ingen hest gør så ondt at falde fra som den høje.

Til gengæld behøver man da ikke bekymre sig om at komme op på den igen.

Rain on my Parade

Det var 3 måneder siden i går. Og faktisk opdagede jeg det først i dag. Jeg er ikke okay endnu. Der er frakturer. Og tvivl og tanker og trøst. Og lange samtaler og indre monologer om det hele, om dengang, om ham og mig og nu. Men det er okay.

Jeg kan ikke helt med lejligheden endnu. Jeg kan ikke helt med mig selv endnu. Jeg prøver at komme i hu hvad det var jeg kunne lide ved mig selv. Det er vanskeligt at samle det jeg føler, siger, mener og gør og få det til at bevæge sig i nogenlunde samme retning.

Det er så svært at mærke mig selv, uden at det bliver i negation til ham og til de sidste 3 år - jeg købte en regnfrakke som jeg ved han ville have hadet, og kom hjem med noget som jeg ikke engang selv rigtig brød mig om. Jeg håber det ikke vil regne for meget i den kommende tid.

Without

Da han gik i sommers tænkte jeg at selvom det var slemt, så ville det blive bedre senere. Der ville komme et tidspunkt hvor det ville blive okay. Hvor jeg ville blive okay. Og jeg tror jeg tænkte at der var et par måneder til.

Men det er stadig slemt. Jeg overhovedet ikke okay. Jeg er vred. Og jeg vred over at være vred. Jeg er ked af det. Jeg savner. Jeg sørger. Jeg allokerer skyld, skam og ansvar. Og til hverdag krammer jeg det hele ned i en lille og tæt kugle som jeg lader som ikke eksisterer. Så jeg kan få lov til at være lidt glad igen, så jeg kan få et glimt af muligheder, så det virker som om der er lidt overskud at trække på. Så jeg kan føle mig en lille smule normal.

Problemet med den strategi er bare, at den gør det hele til noget løgn. Og lige pludselig kan jeg ikke tåle at mærke noget som helst. For den kugle fuld af alle de ting et nasty break up på tre et halvt års dårligt parforhold udgør, lader sig ikke kontrollere. Det er der jo. Det siver ud og inficerer alt. Og hvis jeg tillader mig at være tilstede i mine egen følelser, er det dem jeg mærker. Og så er det i virkeligheden ikke smuler af glæde, muligheder, overskud og normalitet jeg forsøger at være i, men bare postulater jeg simulerer.

Han gik fra mig i sommers. Og allerinderst, under alle følelser og filtre, er jeg efterladt med fornemmelsen af at være gammel, dum og værdiløs. Det kommer til at tage meget mere end måneder at lave om på.