Der er gået to måneder. To måneder. Og jeg græder ikke mere. Jeg i mellem. Jeg knalder ud og ind mellem følelser. Men ingen er, lige nu, nogen der får mig til at græde.
Jeg tror nok at det er godt. Men her i mellem ved jeg det faktisk ikke rigtigt. Jeg er langt fra fred. Jeg er langt fra tilgivelse. Men lige så langt fra bitterhed. Og det er i det mindste, har jeg hørt, er godt.
Så det er nyt sted. Hvad gør man af sig selv på en fredag aften? Sådan først/midt i trediverne? Når man er forbi trangen til ensomhed, men ikke klar til kødbyen og slet ikke overvejer Vild med dans i TV? Hvad gør man så?
Jeg tester mig selv på musikken, og alle minder der tilhørerende. Ryger i smug for ingen andre end mig selv og min mor. Og forsøger at forestille mig andres skægstubbe under min hånd og på min krop.
Det er en forholdsvis skizofren oplevelse. Men jeg græder ikke. I det mindste græder jeg ikke. Nu.
2 comments:
I mellem er måske mest af alt et andet sted end midt i. Hverken bedre eller værre, bare anderledes. Selvom det gør lidt mindre ondt.
Umiddelbart er jeg er mest tilbøjelig til at mene at "lidt mindre ondt" er en væsentlig forbedring.. Men dybest er jeg bange for at du har ret, Anna.
Post a Comment