Thursday, March 15, 2007

Brud/stykker

Jeg ved ikke hvornår det præcis sætter ind, måske er det på kanten af erkendt vågen, måske er det i drømme. I hvertfald forlader søvnen mig ofte med musik for det indre øre, og når det er Nick Drake ved jeg at det bliver en god dag. Den anden dag vågnede jeg måske af irritation over ikke at kunne finde melodien til en linie som lød: I køligt gry, i flammekvæld.

Diverse faktiske eftersøgninger har ikke hjulpet mig synderligt, men ved neddykning i de mentale arkivskabe har meodien og flere dele af sangen indfundet sig Hvor måger kendte land engang/der digter storm og sø en sang/en fremtidens folkevise lyder ihvertfald slutningen på et af versene. Jeg tror også at jeg har fundet starten: På Jyllands kyst hvor skibe står/til havs for blæst og brise. De næste linier er forsvundet, men så kommer der noget med horisontens frise. Jeg er overbevist om at jeg har samlet den op fra skoletidens morgensang og at den må findes i starten af den hæderkronede 555 sange. Jeg må lade det fare for nu, men jeg ved at det vil ligge og nage indtil jeg kommer i tanke om det på et tidspunkt hvor jeg kan eftersøge det nærmere.

Et andet vers, som jeg ikke kan finde ophavet til eller resten af, har jeg en fornemmelse af må være Aarestrup. Det kunne det i alle tilfælde godt være: Der er en plet i dit øje/der er en bleghed på din kind/som viser klart og nøje/der hviler noget på dit sind. Sådan cirka går det og der må være mere. I årevis er det dukket op med jævne mellemrum, og sig nærmer tiden hvor jeg må have mysteriet opklaret. Jeg kan under alle omstændigheder ikke komme i tanke om et mere passende tidspunkt.

4 comments:

cyclonebill said...

Det er en spøjs følelse. Jeg har det med at vågne op med Nick Caves Where Do We Go Now But Nowhere på hjernen, hvilket egentlig ikke er specielt optimistisk. Men sådan er man vel bare om morgenen?

Terse said...

Nu er morgenen ikke mit favorit tidspunkt på dagen, så jo - vi er helt på linie. Men generelt er min musiksmag nu også ovre i det tungsindige/sørgmodige så jeg ved ikke helt om man kan tage det for gode varer...

Anonymous said...

Hej Terse!
Er det Aarestrups "Til en Veninde" du tænker på? Der skriver han: Der er en Trolddom paa din Læbe - Der er en Afgrund i dit Blik - Der er i Lyden af din Stemme - En Drøms ætheriske Musik.
Dit citat ligner i hvert fald dette meget...

Terse said...

Et godt bud, jeg kender godt "Til en Veninde" og det er ikke den, men det vers jeg husker minder rigtig nok vældig meget om det. Det er også derfor jeg tror det kunne være Aarestrup.